Det Etiske Råd har en uetisk holdning

Befolkningsflertallet går ind for aktiv dødshjælp, men Det Etiske Råd går imod. Hvilket illustrerer at rådet er ude af trit med befolkningen og indtager en udpræget konservativ holdning.
Det enkelte menneskes stillingtagen i den slags spørgsmål er naturligvis i høj grad præget af personlige erfaringer. Med andre ord, så er befolkningsflertallets personlige erfaringer anderledes end rådsmedlemmernes. Dette rejser spørgsmålet om hvordan Det Etiske Råd egentlig er udpeget og sammensat?

En af begrundelserne for modstanden er frygt for at svækkede individer af omgivelserne skal føle sig presset til selvmord. En sådan bekymring har naturligvis et reelt indhold al den stund egoisme og kriminalitet altid vil forekomme hvor mennesker er. Det må imidlertid betragtes som grænsetilfælde der ikke berettiger generel mistillid til pårørende, og grænsetilfælde skal vel ikke veje tungere end alle andre tilfælde.

Samtlige danske politiske ordførere eftersnakker desværre rådet med en dobbeltmoralsk begrundelse gående ud på at den nuværende lovgivning er god nok fordi den giver lægerne mulighed for at ”stoppe udsigtsløs behandling” og for at ”lindre patienternes smerter selv om det kan fremskynde døden”.

Rådet og politikerne ser bort fra at mange mennesker hver dag henslæber en ulykkelig og ulidelig tilværelse med sygdom, smerte, angst, depression, invaliditet, ensomhed og savn. Nogle menneskers hovedopgave her i livet synes at være at lære at leve med fortvivlelsen. Men det lader til at rådsmedlemmerne er uden den slags erfaringer, og man må derfor spørge om rådets sammensætning er den rigtige.

I et moderne demokratisk, humanistisk samfund forekommer det mange indlysende at den enkelte skal have ret til at råde over sit eget liv, at træffe beslutning om en afslutning når summen af sorg, angst og lidelse overstiger, og bliver ved med at overstige det positive livsindhold. Her er etisk overformynderi overflødigt.

Ved at tage afstand fra aktiv dødshjælp svigter Det Etiske Råd disse arme mennesker. De har sandsynligvis i forvejen skyldfølelser fordi de nærer tanker af den art, og nu, når de ikke ønsker at udholde lidelsen længere, drives de ud i fortvivlede, ofte ubehjælpsomme og mislykkede selvmordsforsøg i form af pilleoverdosering, langsom hængning, nedstyrtning fra højder, kasten sig ud foran tog, skydning eller selvmutilering med skarpe instrumenter.

I modsætning hertil står det fredelige, smertefri farvel under venlige og ordentlige forhold, fx ved at drikke et glas vin med sovemidlet natriumpentobarbital (Nembutal^R), som det praktiseres ved en institution i Schweiz, eller ved hjælp af en anden selvvalgt, human metode. Et valg der kan træffes efter moden overvejelse i åbent og ærligt samråd med sagkyndige som man har tillid til. Ifølge menneskerettighedsdomstolen er selvmord en menneskeret.

Ved at nægte at spille rollen som sagkyndig svigter lægen sin naturlige forpligtelse til at hjælpe et medmenneske i nød. I stedet varetager han eller hun sin egen interesse i at være fri for den slags ubehageligheder og undgår samtidig en teoretisk risiko for at skade sit eget og standens gode omdømme. De læger som derimod lever op til deres medmenneskelige ansvar, kriminaliseres. Og politikerne slipper for vanskeligt lovgivningsarbejde. Det er uetisk, og Det Etiske Råd indtager en uetisk holdning.

Svend Lings