Ondskab og intolerance

Er Anders Breivik bare ond, sindssyg, sadist … eller hvad?

Forestillingen om at onde mennesker er sadister, passer ikke. Det er naturligt at tro at der bag grusomme handlinger står umenneskelige uhyrer, men den tro gør os blinde for hvad vi selv rummer. Sagen er nemlig at langt de fleste af dem der deltager i de uhyrligste forbrydelser, er temmelig almindelige.
Når et menneskeligt fænomen er vanskeligt at forklare, hjælper det ofte at betragte det under en såkaldt teleologisk synsvinkel, det vil sige at se på dets hensigtsmæssighed eller formål i biologisk evolutionær forstand: Hvordan kan en egenskab eller adfærd have fremmet artens overlevelse?
Intolerancen har som alle andre menneskelige fænomener en biologisk funktion, nemlig at skærpe den indbyrdes kamp med den stærkestes overlevelse som formål. Intolerance er altså en naturlig, rodfæstet egenskab som det er vanskeligt at bekæmpe. Derfor er vi nødt til altid og vedholdende at forsøge at undertrykke og modarbejde den, både hos os selv og andre. Ikke for at udrydde den, det vil aldrig være muligt, men for at begrænse skadevirkningerne.
Der er forskellige former for ondskab. Vi kan gøre ondt for selv at opnå fordele. Eller vi kan gøre det onde i overbevisning om at vi faktisk gør det gode ved at “rense” samfundet for “de onde”, de forkerte og anderledes tænkende, de foragtelige eller truende, det være sig hekse, politiske modstandere, tutsier, katolikker, jøder, muslimer eller socialdemokrater. Der er også ondskabens medløbere som egentlig ikke tænker over hvad de gør, men det er altid de andre (og ofte dem der er udset til en snarlig død) der er de onde. Alt sammen indgår det i en evolutionær sammenhæng og har en biologisk forklaring: Det skærper individernes og gruppernes indbyrdes kamp og fremmer den stærkestes overlevelse.
Religiøse mennesker vil spørge ”Hvordan kunne Gud lade det ske?” Teologiens såkaldte teodicéer handler om hvordan åbenlyse onder som naturkatastrofer, epidemier, krig og terror, massemord og børnemishandling kan forenes med troen på en god og almægtig gud. Teodicéer fører til bortforklaringer og til forsoning med onder som vi i stedet bør forstå og bekæmpe. Først når man forkaster religiøse forklaringer på ondskaben, afviser at se den som djævelens værk, bliver det en påtrængende menneskelig pligt aktivt at modvirke den, ligesom intolerancen. Fordi de begge er livsødelæggende, og fordi vi som civiliserede individer ikke bare kan acceptere naturens skånselsløse udvælgelse og den stærkestes overlevelse som vort eget mål. Først når vi er bevidste om vor egen ondskab, kun ved at sætte foden på dens nakke, får vi en chance for at kontrollere den. Når man ikke tror på at ofrenes lidelser i Auschwitz, i Stalins Rusland, i Rwanda eller Srebrenica var Guds vilje, når man ikke tror på at ofrene får en eller anden form for guddommelig oprejsning, bliver man tvunget til at overveje hvad vi selv kan gøre for at undgå nutidig og fremtidig ondskab, og vi får pligt til at gribe ind mod forhånelse og dæmonisering af enkeltindivider og grupper, her og nu.
Intolerance og ondskab optræder altså ligesom andre menneskelige egenskaber (og biologiske fænomener) hos os alle i forskellige grader og til daglig i det små. Er Breivik og Toulouse-morderen onde? Ja. Er de intolerante? Det tør siges. Er de sindssyge? Næppe. De er blot mennesker hvor naturligt iboende kræfter i ekstrem grad har taget overhånd. Findes deres lige? Ja. Hvordan undgår vi gentagelser? Det er ikke muligt. Den slags hændelser vil altid forekomme i en eller anden udformning, men er heldigvis sjældenheder. Og årsagerne er langt dybere og stærkere end overfladiske fænomener som ”tonen” og debatklimaet.

Svend Lings