Oplevelser og holdninger
Mange har givet udtryk for det synspunkt at musik, litteratur og anden kunst rummer en sandhedsværdi der ikke er naturvidenskabeligt dokumenterbar, men som alligevel ikke er til at komme uden om. Det er en sammenrodning af begreberne. Følelser og “sanselige” oplevelser som nydelse, glæde, sorg, ubehag, smerte og “aha” er ikke “sandheder” der skal bevises, men netop rent subjektive oplevelser der ikke har noget med videnskab at gøre, bortset fra at deres eksistens selvfølgelig er et naturvidenskabeligt faktum som kan forklares fysiologisk. Disse oplevelser kan alle, også sindsbevægelser og synsindtryk, fremkaldes ved elektrisk stimulation af bestemte hjerneområder. Hjernefunktioner, inklusive dem der af nogle opfattes som “åndelige”, er elektrokemiske processer og egnede til naturvidenskabelig udforskning. “Sjælelivet er en hjerneproces”. Det bliver en oplevelse ikke mindre skøn af, følelser som meningsfuldhed og livsglæde heller ikke .
For at fremme kommunikationen og den gensidige forståelse er det nødvendigt hele tiden omhyggeligt at tilstræbe klarhed i udtrykket. “Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte”. I daglig tale som i videnskabeligt sprog, i kunst og i digtning er uforståelighed altid suspekt, og under alle omstændigheder går budskabet tabt, hvis der har været noget. Kunst er irrationel og ikke udtryk for dyb forståelse. Kunst er sansning, æstetisk oplevelse. Digtere og bildende kunstnere synes ofte naive. De mener at formidle på et højt plan, men formidlingsniveauet svarer i bedste fald til musikkens. Stemninger, følelser og nydelse ja, og oplevelser så stærke at de kan stimulere og inspirere og måske endda igangsætte udvikling. Men indsigt, kommunikation af vanskeligt forståelige informationer, “erkendelse”, nej, overhovedet ikke. Det er en illusion at tro at moderne digtning kan “sige alt med få ord”. Meget er ordekvilibrisme, notorisk vrøvl eller skizzofren ordsalat og kan højst give en bedragerisk, forførerisk følelse af kommunikation og forståelse. For slet ikke at tale om et modefænomen som “slam poetry” der ikke engang levner tid til eftertanke, men er artisteri og hører hjemme i en cirkusmanege.
Det lumske ved lyrik og vanskeligt tilgængelig prosa er at læseren kan bibringes en kildrende fornemmelse af dyb forståelse og indsigt, ved gentagen læsning endda den slags fornemmelser i forskellige variationer. Det bekymrer ikke lyrikelskere, men det er højst bekymrende set ud fra et realistisk sagligt synspunkt. Selv i videnskabelige sammenhænge, hvor man tilstræber at udtrykke sig klart og præcist i veldefinerede termer oven i købet til velorienterede modtagere, opstår der jo misforståelser. Hvordan så ikke med den uudgrundelige kunst og litteratur?
Vore “holdninger” kan siges at være hjernens mere spekulative videreudvikling af andre dyrearters umiddelbare ageren og reageren på impulser. Imellem input og handling er der hos os indskudt et eller flere led hvor hjernen overvejer hvad vi bør gøre i en given situation. Derpå indtager vi en holdning som kan ende med at blive generaliseret i den forstand at den tillægges almen gyldighed og kommer til at præge vore beslutninger også i andre sammenhænge.
Æstetik, etik og naturvidenskab er med andre ord ikke modsætninger, og naturvidenskabsmænd er ikke blikdukker.
Svend Lings