Privatiser det private!

Der siges at være grundlovssikret religionsfrihed i Danmark. Religion og religionsudøvelse betragtes som menneskerettigheder og er altså for alle, uanset hvilken religion der er tale om. Det er et privat anliggende som staten naturligvis skal beskytte, men i øvrigt blande sig udenom.
Før i tiden sad magthaverne både på den økonomiske, den politiske og den religiøse magt. Som den eneste regent i verden gør paven det stadig i Vatikanstaten. Men gennem det sidste par århundreder er religion i tiltagende grad fjernet fra offentlige institutioner i Danmark. Sporet er dog ikke fulgt til ende.
Kom nu ikke med juridiske spidsfindigheder og sig at vi ikke har nogen dansk statskirke, at staten og Folkekirken allerede er adskilt. Følgende er eksempler på det modsatte:
1. Folkekirken er, som den eneste trosretning, nævnt i grundloven, endda flere steder. §4 lyder: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten; §6: Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke; §66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov; §69: De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
2. Barnedåb er forældrenes ansvar. Alle døbte er medlem af Folkekirken og betragtes som sådan medmindre man aktivt meldes ud. Man bliver aldrig spurgt. Ikke bare dåbsattester, men også ikke-medlemmers obligatoriske fødselsattester udstedes af det lokale folkekirkekontor, og dødsfald skal anmeldes samme sted, selv om den slags jo naturligt hører hjemme hos Folkeregistret.
3. Vort (statslige) kirkeministerium er oprettet ved kongelig resolution, og det er statsministeren der afgør hvilke ministerier der skal fungere i den pågældende regeringsperiode. Den danske stat favoriserer den evangelisk-lutherske kirke ved at administrere Folkekirken gennem et kirkeministerium, ved at ansætte dens præsteskab, ved at give præsteskabet statstjenestemandsstatus og ved at betale dets pensioner.
4. Den danske stat favoriserer Folkekirken ved at opkræve kirkeskat hos medlemmerne og yder derudover et årligt økonomisk tilskud på knap 600 mio. kr, men ingenting til andre religioner, på trods af Grundlovens § 68: Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen. Alle er med til at betale statstilskuddet via statsskatten.
5. Den danske stat favoriserer den evangelisk-lutherske kirke ved at drive de teologiske universitetsfakulteter og ved at uddanne præster til Folkekirken.

Den Danske Salmebog er autoriseret til brug i Den Danske Folkekirke af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Den del af befolkningen der – ud over dronningen – er medlem af Folkekirken, er dalet fra 91,6 % i 1984 til 70 % i 2012. Kun én ud af 20 unge danskere i alderen 15-24 år erklærer sig som troende (EU-kommissionen), og antallet af døbte skrumper. Men investeringerne vokser støt og roligt.
Folkekirkens samlede udgifter kendes ikke i skrivende stund. De dækkes ved kirkeskat (ca. 78 %) der opkræves af staten og betales af Folkekirkens medlemmer, samt ved yderligere statstilskud (ca. 12 %), indtægter fra kirkegårde m.v. Statens omkostninger omfatter udgifterne ved ministeriet og departementet, løn til biskopper, tilskud (først og fremmest 40 % af lønnen til præster og provster) samt pension til præsteskabet. Heri er ikke medregnet udgifterne til sømandspræster, dansk kirke i udlandet, hospitalspræster eller universiteternes teologiske fakulteter.
Kan det i vore dage ikke i praksis være lige meget om kirken og religionen er privat eller offentlig? Og nu da vi har et statsligt system der fungerer, er der vel ingen grund til at lave om på det? Jo der er.
For det første er størst mulig grad af personlig frihed ønskværdig på alle områder. Også religiøst skal folk have lov at tumle sig frit, naturligvis under hensyn til og respekt for andre, men uden tanke på statslig indblanding.
For det andet kan religioner kun udløse religionskrige, borgerkrige og konflikter mellem stater på religiøs basis når de er offentlige anliggender. ‘Intet fjendskab så dybt som religionshad’ (Lord Burghley). Historien er fuld af eksempler (med Kosovo og Nordirland som de seneste i Europa) og historien gentager sig i uendelighed. Hvis alle stater blandede sig uden om befolkningernes religioner, ville ikke bare konflikter undgås, men samarbejdet mellem landene ville forløbe mere gnidningsløst og fordomsfrit.
Som det er i dag, favoriserer staten et bestemt kulturmønster, nemlig det kristne, uden først at have undersøgt om det nu også er det bedste for mennesket. Lovgiverne har i generationer ladet sig lede af de troende. Jeg siger ikke at den kristne kultur er værdiløs (selv om jeg naturligvis tror at vi kan gøre det bedre), og selvfølgelig skal folk have lov at vælge kristendommen. Men det er udemokratisk og strider mod Menneskerettighedskonventionen at staten fremhæver, forskelsbehandler og støtter én ganske bestemt religion.
Nu hvor der alligevel synes at være bred enighed om behovet for en modernisering af grundloven på en række punkter, ville det være naturligt at bringe den i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen (og med sig selv) ved at fjerne de nævnte paragraffer, eller ved at give dem et ændret indhold der i stedet stadfæster at Danmark er et demokratisk land med ligestilling af alle også på det religiøse område.
Jamen, er det også blevet anført som forsvar for den danske ordning, hvis vi ikke havde Folkekirken, blev landet jo oversvømmet af et hav af forskellige religioner og sekter, ‘amerikanske tilstande’ med fanatisme og ekstremisme, der ville volde langt større problemer end det nuværende system. Det er et postulat. Vi lever i Europa, og danskere er mentalt ikke amerikanere. For øvrigt er den ene tro jo ikke rigtigere end den anden. Hvis folk virkelig ønskede at engagere sig i en eller anden trosretning, måtte det være fordi den betød noget for dem og dermed for deres livsindhold. Under alle omstændigheder burde det være deres egen afgørelse. Statsmagten skal hverken drive irrationel forskning, blåstemple religion og dermed irrationelle tankegange eller give en bestemt trosretning præferencestilling. Området kan anbefales til privatisering. Hvorfor er det mest private af alt, gudstro, fortsat et offentligt anliggende? Lad medlemmerne af de forskellige trossamfund selv afholde udgifterne på lige fod med medlemmer af andre interessesammenslutninger, og mennesker der føler behov for præster, må selv sørge for uddannelsen på private præsteskoler.

Svend Lings