Læger for aktiv Dødshjælp

Diskussionen om aktiv dødshjælp har bølget frem og tilbage på jordkloden gennem årtier og fremkaldt stærke, modstridende holdninger.

Aktiv dødshjælp betyder en håndsrækning til den der selv ønsker at dø. Emnet er vanskeligt og følsomt og så kompliceret at diskussionen i forskellige lande og kulturer har ført til vidt forskellige resultater. I Holland, Belgien, Luxembourg, Schweiz og flere amerikanske stater er aktiv dødshjælp lovlig på visse betingelser mens det i en række andre samfund sidestilles med mord. Også i Danmark er aktiv dødshjælp forbudt.

I et moderne demokratisk, humanistisk samfund forekommer det imidlertid mange indlysende at den enkelte skal have ret til at råde over sit eget liv og træffe beslutning om ophør når summen af sorg, angst og lidelse overstiger det positive livsindhold. Her er overformynderi overflødigt. Men nogle læger har taget afstand fra aktiv dødshjælp under henvisning til at man i dag råder over så effektive smertelindrende midler at den bitre, smertefulde død ikke længere er en trussel. Det er jo ikke sandt. Den langsomme, smertefri død er en illusion. Mange lidelser giver fortsat så svære smerter eller andre symptomer at kun en form for narkose hjælper. Hvis man er i narkose, må man holde sengen, men det kan ingen tåle, så bare af den grund vil man dø før eller senere. Der er altså under alle omstændigheder tale om en form for aktiv dødshjælp, det er kun et spørgsmål om dosis og tidspunkt for dødens indtræden.

Det er svært ved at forstå hvordan man kan opfatte en død i hjælpeløshed som værdig og acceptabel måske med slanger og katetre både her og der, uden udsigt til bedring. Måske med smerter ved den mindste bevægelse fx når kræft har spredt sig til knoglerne. Og mange former for lidelse kan man ikke gøre noget ved. For eksempel hjælpeløshed som følge af svære lammelser ved en række nervesygdomme og muskellidelser. Eller "nervesmerter" ved sukkersyge, efter diskusprolaps eller efter amputationer. Eller vedholdende, svær åndenød med kvælningsangst. Eller dyb, uendelig træthed. Eller vedvarende kvalme og opkastninger. Eller smerter samtidig med morfinintolerans. Eller kronisk smertefuld diarré som tvinger én til at tilbringe mange af døgnets timer på toilettet. Eller inkontinens, svimmelhed og bevægelseshæmning, ofte i kombination, med deraf følgende social isolation. Eller kropslig sundhed, men eksistentiel smerte og angst. Vedvarende, livsødelæggende depression. Ensomhed i verden med dødslængsel, tung sorg over hvad man har mistet, håbløshed. Og det er endnu sværere at forstå at læger sætter sig til dommer over patienter og nægter at udvise barmhjertighed og efterkomme deres velovervejede ønske om en snarlig afslutning. Disse lægers holdning synes at udspringe af manglende indlevelsesevne, af overdreven tiltro til egen formåen eller af frygt for retsforfølgelse.

”Glidebaneeffekten”

Et af de centrale spørgsmål i debatten om aktiv dødshjælp vedrører sikkerheden. Vil en sådan potentielt farlig praksis kunne kontrolleres? Vil den kunne gøre de svage og forsvarsløse, de psykologisk ustabile, de fattige og andre underprivilegerede til ofre? Vil lovliggørelse føre til at moralske grænser forrykkes så at det, der begyndte som en uskyldig lovændring, gradvis undergraver de grundlæggende principper i vort samfund? Etisk Råd frygter en glidebane hvor læger udfører aktiv dødshjælp uden patientens udtrykkelige ønske. At indførelse af eutanasi er starten på en glidebane.

Risikoen for en glidebane er en almindelig, men udokumenteret påstand som bygger på frygt for det uvisse - og måske i sidste ende på dødsangst? Man frygter udviklingen, der jo lige så godt kan gå den anden vej. Og man har ved flere undersøgelser ikke kunnet påvise nogen glidebane efter liberalisering af lovene hverken i Holland eller Belgien. Lovene er visse steder blevet udvidet, jovist, men så længe man holder sig inden for lovens rammer, giver det ingen mening at tale om glidebane.

Resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt danske læger offentliggjort i 1998 viste at 5 % havde givet en dødelig indsprøjtning på direkte anmodning. Desuden indrømmede ikke mindre end 53 % at have givet ”livsforkortende smertelindring uden informeret samtykke”, hvilket må betyde at de har aflivet patienter i hemmelighed. Og hold fast: Hele 68 % fandt at dette burde være lovligt! Der er altså en kæmpe gråzone, og frygten for en ”glidebaneeffekt” virker på den baggrund som filosofisk pedanteri. Lad os for alt i verden få området frem i lyset og reguleret både lovmæssigt og fagligt.

Noget af det der har været med til at vanskeliggøre debatten er at mange modstandere argumenterer ud fra en religiøs overbevisning. De siger det måske ikke lige ud, men begrundelserne er tynde sagligt set. Til gengæld fremføres de med så meget desto større kraft og overbevisning. Læg mærke til at den første formand for Det Etiske Råd var katolik (Erling Tiedemann), og så vidt vides har også alle de efterfølgende formænd været troende kristne.

Et andet problem med den religiøse argumentation er at den bygger på noget irrationelt, nemlig tro. Derfor kan man ikke argumentere rationelt imod den.

De kristelige og teologerne har været gode til at sætte sig på den etiske debat. De har altid været aktive i Det Etiske Råd, og Kristeligt Dagblad har en etisk sektion.

Lægerne

Lægeforeningens officielle holdning er imod aktiv dødshjælp. Men langt størstedelen af befolkningen er jo for, og lægerne svigter de patienter der lider allermest og overtræder på en måde derved lægeløftet.

Ved at nægte at spille rollen som sagkyndig svigter lægen sine naturlige forpligtelser til at hjælpe et medmenneske i nød, ”at helbrede, trøste og lindre”. I stedet varetager han eller hun egne interesser i at være fri for den slags ubehageligheder, at undgå ulovligheder og en teoretisk risiko for at skade sit eget og standens gode omdømme. De læger som derimod lever op til deres medmenneskelige ansvar, kriminaliseres.

Bogen "Hjælp mig – aktiv dødshjælp" (Turbine Forlaget 2014) rummer de væsentligste argumenter fra hele verden foruden konkrete forslag til dansk lovgivning på området. En af hovedpointerne i forslagene er at læger ikke behøver at medvirke. Patienten er selv hovedaktør. Lægens rolle er udelukkende at optræde som faglig rådgiver, og opgaven er frivillig.

Man må gøre sig klart at ved at tage afstand fra aktiv dødshjælp, svigter man disse arme mennesker. De har sandsynligvis i forvejen skyldfølelser fordi de nærer den slags tanker, og nu, når de ikke ønsker at udholde lidelsen længere, drives de ud i fortvivlede, ofte ubehjælpsomme og mislykkede, måske blodige eller smertefulde selvmordsforsøg i form af pilleoverdosering, langsom hængning, kvælning med plastikpose, nedstyrtning fra højder, fingeret trafikulykke (med fare for andre), kasten sig ud foran tog eller biler, indtagelse af plantegift, drukning, skydning eller selvmutilering med skarpe instrumenter. Og de der overlever, må leve med følger og, sandsynligvis, skyld- og skamfølelse.

Noget er værre end døden. Der forekommer livsødelæggende lidelser som hverken læger eller andre mennesker kan gøre noget ved. Når summen af lidelse overstiger værdien af livet, og når udsigten til bedring er håbløs, må det være patientens egen afgørelse om livet ikke længere er værd at leve.

Ved bevidstheden om at døden med professionel hjælp blot er en indsovning under behagelige og kontrollerede former efter eget valg af tid og sted, mister den sin gru. Dermed vil dødsangsten aftage og livet blive bedre for mange, for mennesker der lider af angst, ja måske for os alle.

Kontakt:

Aktive.laeger @ dadlnet.dk