At tro eller at vide?
I denne kaotiske verden er det væsentligt at søge at holde fast ved nogle få vigtige sømærker som “fornuft”, “logik”, “sandsynlighed”, “rimelighed” og “erfaring” (i betydningen sanseoplevelser, inklusive forskningsresultater). Det er begreber som en sund hjerne er i stand til nogenlunde at fatte og operere med, om end vaklende. Ved hjælp af dem bliver tænkning præget af en fornuftsmæssig afvejning af sandsynligheder og – hvis flere muligheder forekommer lige sandsynlige – da valg af den der ser ud til at være mest frugtbar. Jeg anser det for overvejende sandsynligt at der er tilstrækkelig enighed om hvad “fornuft” dækker over til at begrebet kan anvendes. Med “fornuft” afgøres hvad der er “logisk” og “sandsynligt”. Fornuft er noget af det mindst ringe man har. Lad os derfor bestræbe os på at tænke og agere fornuftigt, rationelt, men samtidig være forberedt på ustandselig at tage fejl. For også tilsyneladende “sund fornuft” har fuppet menneskeheden utallige gange: Det der på et givet tidspunkt har set ud som fornuft, har senere vist sig at være helt i skoven.
Sådan er betingelserne for hjernens famlende søgen efter kendsgerninger, “sandheden” om naturen og livet. Videnskabsteori og videnskabelig metode er langsomt og møjsommeligt udviklet på grundlag af århundreders smertelige fejltagelser. Forskningens fundament er kompromisløs og omhyggelig søgen efter sandhed gennem dokumentation, gentagne eksperimenter og kontrol. Den er besværlig og som ethvert menneskeligt produkt fuld af faldgruber. Og forskning kan selvfølgelig være dårlig. En seriøs forsker er derfor også altid kritisk både over for egne og andres resultater. Han tror ikke at han ved. Når flere uafhængige forskere når frem til overensstemmende resultater, styrkes deres værdi, men sandheden finder vi aldrig. Og i stedet for tro bør vi tale om forskellige grader af sandsynlighed.
Konsekvent sandsynlighedstænkning er imidlertid vanskeligere end man skulle tro. Vores hjerne vil hellere forholde sig til dikotomier som enten/eller, rigtigt/forkert, sandt/usandt, sort/hvidt, muligt/umuligt. Men sandsynlighedstænkningen har afgørende fordele. Den rummer i sig både logik, fornuft og usikkerhed, hvormed fejlkilder tages i betragtning, og fastholden ved “sandheder” skubbes på afstand. Og så har den et matematisk sprog (“sandsynlighedsregning”) hvilket gør at den langt hen ad vejen er tilgængelig for matematisk efterprøvning og eksperimentel testning.
Sandsynlighedstænkning (såkaldt “akademisk skepticisme”) indebærer at man ikke kan tiltage sig monopol, at intet er absolut ”viden”, men kun at en mulighed for øjeblikket forekommer mere sandsynlig end andre. Det er en skeptisk, fornuftsmæssig afvejning som bygger på evidens. Den kan ikke sidestilles med tro, hvis eneste forudsætning er – at man tror.
Svend Lings