Den langsomme, smertefri død er en illusion

En bitter død kan ofte kun afværges ved narkose

Flere læger har taget afstand fra aktiv dødshjælp under henvisning til at man i dag råder over så effektive smertelindrende midler at den bitre, smertefulde død ikke længere er en trussel. Det er jo ikke sandt. Mange lidelser giver fortsat så svære smerter at kun en eller anden grad af narkose tager toppen af lidelserne. Hvis man er i narkose, må man holde sengen, men det kan ingen tåle, så bare af den grund vil man dø, før eller senere. Der er altså under alle omstændigheder tale om en form for aktiv dødshjælp, det er kun et spørgsmål om dosis og tidspunkt for dødens indtræden.

Og det drejer sig jo om meget mere end smerter. Mange former for lidelse kan man ikke gøre noget ved, de kan kun blive værre. For eksempel kroniske lungelidelser med vedholdende, udtalt åndenød, langsomt fremadskridende kvælning og kvælningsangst. Eller svære lammelser ved en række nervesygdomme og muskellidelser. Eller vedvarende kvalme og opkastninger. Eller inkontinens, svimmelhed og bevægelseshæmning, ofte i kombination, med deraf følgende social isolation.

Jeg har svært ved at forstå hvordan læger kan opfatte en sådan død i hjælpeløshed som værdig og acceptabel med slanger og katetre både her og der, uden udsigt til bedring og med smerter ved den mindste bevægelse fx når kræft har spredt sig til knoglerne. Og jeg har endnu sværere ved at forstå at man sætter sig til dommer over patienten og nægter at efterkomme dennes velovervejede ønske om en snarlig afslutning. Disse lægers holdning synes at udspringe af manglende indlevelsesevne, af mistillid til både behandlere og pårørende og af frygt for kriminalitet.
Kriminalitet bekæmpes med dertil egnede midler. Medmenneskelighed udøves gennem aktiv hjælp til andre, der træffer deres eget valg.

Læs mere om aktiv dødshjælp på Læger for aktiv Dødshjælps hjemmeside.

Svend Lings