Hermeneutik og naturvidenskab
Hvis vi vil forbedre menneskelivet, må vi forske. Der er to hovedmetoder. Groft kan det siges at man ved den ene, hermeneutisk forskning, søger at fortolke det observerede, mens den anden, den naturvidenskabelige metode, går ud på at måle, tælle og beregne (derfor kaldes naturvidenskabsmanden undertiden lidt nedsættende for “frekventist” eller “biologisk bogholder”). Hermeneutik og naturvidenskab præsenteres ofte som modsætninger. Det er de ikke. De er blot to trin i samme udviklingsrække, og de bruges i forskellige situationer. De begynder begge med en idé, men når idéen eller idékomplekset er formet, går naturvidenskabsmanden i gang med dataindsamling og eksperimenter mens hermeneutikeren fortsætter ad teoretiske baner. Den hermeneutiske metode bruges når der ikke kan indsamles tilstrækkeligt med data til at naturvidenskabelige metoder kan tages i anvendelse. Det beviser ikke at “der er mere mellem himmel og jord” end hvad der kan forklares ud fra en naturvidenskabelig tankegang, kun at hjernen ikke evner at skaffe sig data nok i den pågældende sammenhæng. Mens man i naturvidenskabelig forskning, klog af skade, søger at tage ved lære af menneskets mange fejltagelser, fx med kravene om kontrol og statistisk sandsynlighed, vover man med den hermeneutiske metode et øje eller to og fortolker, på gyngende grund, uden anden mulighed for kontrol end “fornuft”. Der er intet til hinder for at naturvidenskabsmanden kan bruge hermeneutisk metode når situationen kræver det, eller omvendt. Det afgørende fælles for metoderne er søgen efter “sand erkendelse”.
I almindelighed er den naturvidenskabelige metode klart overlegen. En god målestok for en teoris eller en metodes duelighed er resultaterne. Naturvidenskaben har vist sin brugbarhed utallige gange og ført til epokegørende opdagelser hvorfor den bør anvendes hvor det er muligt. Hvilke slående resultater kan den hermeneutiske forskning fremvise? Et par eksempler: Alle er enige om at der skal bruges naturvidenskabelige metoder hvis man vil gøre sig håb om at sende sonder til andre planeter, her dur den hermeneutiske metode ikke en døjt. Til gengæld kan denne være den eneste anvendelige på visse forskningsområder, fx litteraturvidenskab, men det er klart at den er fuld af faldgruber. Et illustrativt eksempel var en doktorands forsøg på tolkning af Svend Åge Madsens digte i digterens nærvær. Det gav sig morsomme udslag. I litteratursammenhæng er hermeneutikken ikke desto mindre det mindst ringe.
Mens naturvidenskaben bliver ved med at producere skelsættende resultater, producerer den hermeneutiske forskning sjældent andet end uenighed. Store filosofiske problemer er forblevet store problemer trods tusinder af filosoffers arbejde gennem tusinder af år, som det er sagt. Selv de største “tænkere” er, ad vidt forskellige baner, nået frem til modstridende svar på samme spørgsmål. Store tænkere kan kun blive enige om meget lidt og er rygende uenige på væsentlige punkter. De kan ikke alle have lige meget ret. Deres hjerner har fået forskellige input, og de har forskellige forudsætninger. Deres hjerner arbejder nemlig på samme betingelser som alle andres: usikkert, varierende og fejlfyldt. Hjernen kan slet ikke overskue det. Hvis den kunne, ville der ikke være så mange forskellige opfattelser, så ville alle velfungerende hjerner følge de samme logiske baner og nå frem til samme resultater. Virkeligheden er at man kan bevæge sig ud ad et uendeligt antal tangenter, og det gør hjernen så, ude af stand til at holde styr på dem.
Jeg kan ikke lade være med at indskyde at jeg altid imponeres når jeg hører eller læser litteratur- og kunstforstandige, “forfattere, kunstnere og intellektuelle” fremføre udspekulerede, fantasifulde, maleriske og forsirede, ofte højtravende ord og sætninger i artikler, anmeldelser eller diskussioner. Der menes, synes og tros, stundom bombastisk og krigerisk. Men man skal huske på at det ikke behøver at have ret meget med virkeligheden at gøre, at det kun er ord der uforpligtende udtrykker den pågældendes øjeblikkelige synspunkter hvis sandhedsværdi ikke kan efterprøves. Der er frit slag. Somme tider er det måske endda bare verbalakrobatik. Det var en kildrende oplevelse første gang jeg prøvede at anlægge et videnskabeligt synspunkt på det der blev sagt, videnskabeligt i betydningen kritisk med krav om dokumentation og kontrollerbarhed. Det gjaldt Klaus Rifbjerg, og i den gennemlysning fremtrådte hans overlegent besnærende, lidt blaserte ordblomster som det rene volapyk. Hvis en naturvidenskabsmand havde udtalt sig sådan, havde han kompromitteret sig for stedse. Mange forfattere ville have godt af et kursus i videnskabsteori, af at blive stringenstrænet og evidensevalueret en gang imellem og ikke altid have lov til at krybe i ly i deres intellektuelle rugekasse. Mange mennesker nærer en næsegrus beundring for skønlitterære forfattere, ja betragter dem som en slags omnipotente orakler. Det er gammeldags og misforstået og har formentlig rod i en tid hvor kun en lille del af befolkningen kunne læse og skrive. Forfattere besidder sjældent nogen større indsigt, har ikke nødvendigvis forstand på ret meget andet end at udtrykke og formulere sig.
Den naturvidenskabelige forskning undersøger altså ved hjælp af eksperimenter og matematiske og statistiske beregninger, mens den hermeneutiske forskning fortolkende beskæftiger sig med detaljer og enkeltstående fænomener. Det sidste indebærer en nærliggende risiko, nemlig at man mister overblikket og kommer til at lægge uforholdsmæssig stor vægt på isolerede fænomener, “det enestående”, der i virkeligheden ud fra en overordnet betragtning kun er udslag af tilfældig variation. I modsætning hertil rummer den naturvidenskabelige statistiske sandsynlighedstankegang i sig selv metodisk stræben efter overblik og sammenligninger, med distance til særtilfælde og deres forføreriske trolddom.
Sandsynlighedstænkning, der historisk kaldes “akademisk skepticisme” (reference til Platons “akademi”), er naturlig også i hermeneutiske sammenhænge. På en måde kan man sige at den ophæver det tilsyneladende skisma mellem hermeneutisk og naturvidenskabelig tankegang. Den indebærer at absolutte sandheder ikke findes, men der er forskellige grader af sandsynlighed. Man accepterer det der er mest sandsynligt og handler ud fra dette.
Svend Lings