De skjulte magter

Hvorfor tror folk ofte at ”der står nogen bag”?

”Der er mere mellem himmel og jord”. Afdødes sjæle, ånder, spøgelser, guder, dæmoner, engle, nisser, trolde, trolddom, alfer, rumvæsner, intelligente designere, CIA, sammensværgelser, hemmelige broderskaber og alle slags usynlige agenter med evne og vilje til at styre verden og vore liv. Mange tror at de er alle vegne og vil tage magten. Forestillingerne skifter fra tidsperiode til tidsperiode. En stor del af film- og bogindustrien lever af dem. Hvor kommer de fra? Der er mindst to svarmuligheder.
Vi mennesker afskyr og frygter det meningsløse og tilfældige og ønsker at finde mønstre i begivenhederne, at gøre det uforudsigelige forudsigeligt. For vore urtidsforfædre var vejrskift, planternes frugter, vandrende byttedyr og lurende sultne rovdyr væsentlige. Det var alt sammen en del af virkeligheden, så hvis bare man vidste, kunne se et mønster …
Problemet er at vor hjernekapacitet er begrænset, og at vi blandt andet aldrig udviklede en fupafslørende hjernefunktion til at skelne mellem sande og falske ”mønstre”. Så vi begår to væsentlige typer fejl, nemlig at se mønstre hvor der ingen er (type 1) samt at overse mønstre hvor de faktisk er til stede (type 2). Det sidste er det farligste. Hvis du tror at raslen i græsset skyldes et farligt rovdyr selvom det kun er vinden (type 1), har du større chance for at overleve end hvis du tror at raslen i græsset bare er vinden når det er et farligt rovdyr (type 2). Da der ikke var tid til grundige overvejelser, og da omkostningerne ved det sidste er størst (død), har evolutionen sørget for at det især er dem der er blevet bange og har troet at alle mønstre er virkelige, der har overlevet.

Men vi gør desuden noget som andre dyrearter ikke gør. Som storhjernede menneskeaber med en veludviklet hjernebark, evne til abstrakt tænkning og bevidsthed om ønsker og hensigter både hos os selv og andre, danner vi forestillinger om hvad der foregår. Vi bliver tilbøjelige til at tro at verden kontrolleres af usynlige kræfter, lad os kalde dem ”agenter”. Mønstertænkningen og agenttænkningen danner i fællesskab basis for alle mulige nye og gamle overtroiske og religiøse forestillinger som shamanisme, paganisme, animisme, spiritisme, polyteisme, monoteisme…. og sætter skub i fantasien. Rumvæsner portrætteres ofte som magtfulde individer der stiger ned fra det høje for at advare os mod truende selvdestruktion. Konspirationsteorier inkluderer altid skjulte agenter og dukkeførere der trækker i politiske og økonomiske snore mens vi danser efter Rothschilds, A.P. Møllers eller broderskabers pibe.
Der er videnskabeligt belæg for vor tilbøjelighed til mønster- og agenttænkning. Nogle få eksempler: Overtroiskhed er jo ganske udbredt. Mange nægter at bære uvenners tøj fordi de tror at det vil skade dem. Omvendt vil katolikker gerne røre ved noget der har tilhørt en ”helgen” og tillægger det gavnlige, overnaturlige virkninger. ”Den Store Snemand”. Loch Ness-uhyret. Magi. Synskhed. UFOer. Astrologi. Tarotkort, håndaflæsning. En tredjedel af patienter der har modtaget en organtransplantation, tror at giverens personlighed følger med organet. Ting der har form som kønsorganer (næsehorns horn, østers) menes ofte at øge potensen. Folk der på computerskærmen ser geometriske figurer med øjenpletter, opfatter dem som ”agenter” med hensigter.

Også mange veloplyste og intelligente mennesker føler stærkt at der er bestemte mønstre og aktive energier i verden, vel at mærke uden at der er videnskabeligt belæg for det. Den slags fænomener kaldes derfor ”overnaturlige”. Vi er fra naturens hånd overnaturligt indstillede, behøver at tro på et eller andet.
Når hertil lægges det såkaldte ”religiøse motivkompleks”, hvori blandt andet indgår sorg og smerte, ensomhed, skuffelser, magtesløshed, rædsel for affældighed, sygdom og død, angst eller depression, ja, så er der grundlag for religioner og især for dem der lover evigt liv under paradisiske omstændig­heder.
Men er religioner løsningen? Giver de det bedste liv på de betingelser vi nu engang har?

Daglige gøremål og bekymringer stjæler opmærksomheden og tvinger os til at beskæftige os med detaljer som har betydning for livet her og nu, men som får os til at miste overblikket og glemme den virkelige situation: At vi for en kort stund er ufrivillige passagerer på en lille kugle som slynges gennem universet, og som ophører med at eksistere efter en tid.
Hvad er det der virkelig betyder noget? Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er noget i retning af ”hvordan har du det?” Og når vi skilles ”ha’ det godt!” De meget heldige får et godt liv, de mindre heldige får et dårligt. Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for så godt et liv som muligt, for os selv og andre. Alligevel forskes der stort set ikke på seriøst niveau i ”det gode liv”, i hvordan så mange som muligt kan få det så godt som muligt. Vi bruger enorme summer på astronomi, partikelfysik og universets opståen, rumfart, våbensystemer og elektroniske dimser, men ikke på livets indhold her og nu. Vi skaber tekniske revolutioner og håber at de gavner mennesket. Vi undersøger livsstilsfaktorer, mad og medicin med henblik på at forlænge livet, men hvad er det værd hvis ikke livet er godt? Det allervigtigste, det der virkelig betyder noget, det der er mange ord for, som “livskvalitet”, “glæde”, “livsindhold” og “lykke”, det gør samfundet i almindelighed ikke noget målrettet ved. Hvordan er vore behov, og hvordan kan de bedst dækkes? På det område burde der for alvor gøres en forskningsmæssig indsats.

Syddansk Universitet har ikke noget teologisk fakultet. Jeg vil gerne opfordre til at man i stedet opretter et livskvalitetsinstitut som skal forske i hvad der giver optimale livsbetingelser. Det er ikke godt nok at overlade samfundets udformning til økonomisk drift, tilfældige politikere, religioner og ideologier. Kun seriøs forskning giver mulighed for løsning af verdens, af menneskets problemer, på dette som på andre områder.

Lad os derfor bruge lidt samfundsmæssige ressourcer på noget der kommer alle til gode, på det mest tiltrængte og alligevel negligerede: rationel livskvalitetsudvikling. Er forskningsministeren og universitetsrektor med på det?

Svend Lings