Slutreplik i Højesteret

September 2018 idømtes lægerne Frits Schjøtt og Svend Lings ved Retten i Svendborg 14 hhv. 40 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord. Østre Landsret skærpede januar 2019 dommene til 20 hhv. 60 dages betinget fængsel. Både Svend Lings og senere anklagemyndigheden (men ikke Frits Schjøtt) ankede førstnævntes dom til Højesteret. Retsmødet fandt sted den 16.9.2019, men dommen faldt først den 23.9. Læs slutreplikken og dommen her.

Lægeforeningens forbløffende dobbeltmoral

Menneskerettighedsdomstolen fastslog i 2011 at selvmord er en menneskeret. Jeg har åbent indrømmet at have hjulpet syge og lidende medmennesker til denne menneskeret. Lægeforeningens bestyrelse har på den baggrund bedt Lægeetisk Nævn vurdere om jeg har overtrådt Lægeforeningens etiske principper, og eksklusion er på tale.

Ingen læger er ekskluderet fra Lægeforeningen siden anden verdenskrig, heller ikke selvom de er dømt for drab, patientmisbrug, blufærdighedskrænkelse, pædofili, børnemishandling, sjusk, grov forsømmelighed, bedrageri, ildspåsættelse, dokumentfalsk, manipulation af forskningsresultater eller svindel med forskningsmidler (brug fx ”læge” og et af ovenstående ord ved søgning på internettet).
Alligevel vil visse kredse i Lægeforeningen altså have mig smidt ud. Også selvom jeg ikke er dømt for nogen lovovertrædelse, i det mindste ikke endnu. Den tankegang har jeg svært ved at følge.

Lægeetisk Nævn behandler sagen på torsdag den 13. september. Min redegørelse til nævnet i sin fulde ordlyd kan læses her: Til Lægeetisk Nævn.

Svend Lings

Om selvmordsvejledning

På bagsiden af bogen “Sidste Udvej” af Derek Humphry (Lindhardt og Ringhof 1991), der er en selvmordsvejledning som kan lånes på biblioteket, står skrevet:

“Nogle mennesker vil have alle livets sekunder med – uanset hvor barske – og det er deres ret. Men andre vil ikke. Og det burde være deres ret. Indtil de får den, indtil vi har en lov, som tillader læger at hjælpe folk, der ønsker en sidste udvej, har disse mennesker denne bog til at vejlede dem.”

Således også selvmordsvejledningen her.

Svend Lings

TAK …

TAK….
2. august 2018 15.09

Til:
info@egeskovforlag.dk

Hej,

Jeg vil lige sige TAK for den manual, hvor man kan se hvilken medicin og mængde, der skal til, den dag smerterne ikke længere kan udholdes.

Jeg er kronisk smertepatient, der ikke kan smertelindres ret effektivt. Jeg tåler nemlig ikke nogen form for morfinpræparat – bliver simpelthen hundesyg af selv den mindste dosis. Hvorefter jeg kaster op i stråler, og ligger med voldsom kvalme og hovedpine. Bare jeg åbner øjnene eller drejer hovedet kaster jeg op. Det eneste der tager lidt af mine smerter, er Lyrica, kombineret med klorzozazon og diclofenac. Men det tager altså kun toppen af smerterne, og der er ofte dage hvor medicinen ikke hjælper meget.

Derfor er jeres liste en støtte til at holde smerterne ud, fordi jeg ved at jeg har en udvej, den dag det bliver for slemt. Det giver mig styrke til at klare endnu en dag (tager det en dag ad gangen). Og listen betyder at jeg netop ikke føler mig nær så ”fanget” i smertehelvedet.

Jeg håber at lovgivningen snart ændres, så ingen skal pines ihjel pga. kræft, ALS eller andre frygtelige sygdomme. Lovgivningen ville ikke tillade at et dyr skulle lide sådan, så det er ubegribeligt at det forventes at mennesker bare skal udholde en frygtelig, og samtidig ofte uværdig, død.

Så endnu engang TAK, for at arbejde på at loven om aktiv dødshjælp ændres.

Mvh.

De skjulte magter

Hvorfor tror folk ofte at ”der står nogen bag”?

”Der er mere mellem himmel og jord”. Afdødes sjæle, ånder, spøgelser, guder, dæmoner, engle, nisser, trolde, trolddom, alfer, rumvæsner, intelligente designere, CIA, sammensværgelser, hemmelige broderskaber og alle slags usynlige agenter med evne og vilje til at styre verden og vore liv. Mange tror at de er alle vegne og vil tage magten. Forestillingerne skifter fra tidsperiode til tidsperiode. En stor del af film- og bogindustrien lever af dem. Hvor kommer de fra? Der er mindst to svarmuligheder.
Vi mennesker afskyr og frygter det meningsløse og tilfældige og ønsker at finde mønstre i begivenhederne, at gøre det uforudsigelige forudsigeligt. For vore urtidsforfædre var vejrskift, planternes frugter, vandrende byttedyr og lurende sultne rovdyr væsentlige. Det var alt sammen en del af virkeligheden, så hvis bare man vidste, kunne se et mønster …
Problemet er at vor hjernekapacitet er begrænset, og at vi blandt andet aldrig udviklede en fupafslørende hjernefunktion til at skelne mellem sande og falske ”mønstre”. Så vi begår to væsentlige typer fejl, nemlig at se mønstre hvor der ingen er (type 1) samt at overse mønstre hvor de faktisk er til stede (type 2). Det sidste er det farligste. Hvis du tror at raslen i græsset skyldes et farligt rovdyr selvom det kun er vinden (type 1), har du større chance for at overleve end hvis du tror at raslen i græsset bare er vinden når det er et farligt rovdyr (type 2). Da der ikke var tid til grundige overvejelser, og da omkostningerne ved det sidste er størst (død), har evolutionen sørget for at det især er dem der er blevet bange og har troet at alle mønstre er virkelige, der har overlevet.

Men vi gør desuden noget som andre dyrearter ikke gør. Som storhjernede menneskeaber med en veludviklet hjernebark, evne til abstrakt tænkning og bevidsthed om ønsker og hensigter både hos os selv og andre, danner vi forestillinger om hvad der foregår. Vi bliver tilbøjelige til at tro at verden kontrolleres af usynlige kræfter, lad os kalde dem ”agenter”. Mønstertænkningen og agenttænkningen danner i fællesskab basis for alle mulige nye og gamle overtroiske og religiøse forestillinger som shamanisme, paganisme, animisme, spiritisme, polyteisme, monoteisme…. og sætter skub i fantasien. Rumvæsner portrætteres ofte som magtfulde individer der stiger ned fra det høje for at advare os mod truende selvdestruktion. Konspirationsteorier inkluderer altid skjulte agenter og dukkeførere der trækker i politiske og økonomiske snore mens vi danser efter Rothschilds, A.P. Møllers eller broderskabers pibe.
Der er videnskabeligt belæg for vor tilbøjelighed til mønster- og agenttænkning. Nogle få eksempler: Overtroiskhed er jo ganske udbredt. Mange nægter at bære uvenners tøj fordi de tror at det vil skade dem. Omvendt vil katolikker gerne røre ved noget der har tilhørt en ”helgen” og tillægger det gavnlige, overnaturlige virkninger. ”Den Store Snemand”. Loch Ness-uhyret. Magi. Synskhed. UFOer. Astrologi. Tarotkort, håndaflæsning. En tredjedel af patienter der har modtaget en organtransplantation, tror at giverens personlighed følger med organet. Ting der har form som kønsorganer (næsehorns horn, østers) menes ofte at øge potensen. Folk der på computerskærmen ser geometriske figurer med øjenpletter, opfatter dem som ”agenter” med hensigter.

Også mange veloplyste og intelligente mennesker føler stærkt at der er bestemte mønstre og aktive energier i verden, vel at mærke uden at der er videnskabeligt belæg for det. Den slags fænomener kaldes derfor ”overnaturlige”. Vi er fra naturens hånd overnaturligt indstillede, behøver at tro på et eller andet.
Når hertil lægges det såkaldte ”religiøse motivkompleks”, hvori blandt andet indgår sorg og smerte, ensomhed, skuffelser, magtesløshed, rædsel for affældighed, sygdom og død, angst eller depression, ja, så er der grundlag for religioner og især for dem der lover evigt liv under paradisiske omstændig­heder.
Men er religioner løsningen? Giver de det bedste liv på de betingelser vi nu engang har?

Daglige gøremål og bekymringer stjæler opmærksomheden og tvinger os til at beskæftige os med detaljer som har betydning for livet her og nu, men som får os til at miste overblikket og glemme den virkelige situation: At vi for en kort stund er ufrivillige passagerer på en lille kugle som slynges gennem universet, og som ophører med at eksistere efter en tid.
Hvad er det der virkelig betyder noget? Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er noget i retning af ”hvordan har du det?” Og når vi skilles ”ha’ det godt!” De meget heldige får et godt liv, de mindre heldige får et dårligt. Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for så godt et liv som muligt, for os selv og andre. Alligevel forskes der stort set ikke på seriøst niveau i ”det gode liv”, i hvordan så mange som muligt kan få det så godt som muligt. Vi bruger enorme summer på astronomi, partikelfysik og universets opståen, rumfart, våbensystemer og elektroniske dimser, men ikke på livets indhold her og nu. Vi skaber tekniske revolutioner og håber at de gavner mennesket. Vi undersøger livsstilsfaktorer, mad og medicin med henblik på at forlænge livet, men hvad er det værd hvis ikke livet er godt? Det allervigtigste, det der virkelig betyder noget, det der er mange ord for, som “livskvalitet”, “glæde”, “livsindhold” og “lykke”, det gør samfundet i almindelighed ikke noget målrettet ved. Hvordan er vore behov, og hvordan kan de bedst dækkes? På det område burde der for alvor gøres en forskningsmæssig indsats.

Syddansk Universitet har ikke noget teologisk fakultet. Jeg vil gerne opfordre til at man i stedet opretter et livskvalitetsinstitut som skal forske i hvad der giver optimale livsbetingelser. Det er ikke godt nok at overlade samfundets udformning til økonomisk drift, tilfældige politikere, religioner og ideologier. Kun seriøs forskning giver mulighed for løsning af verdens, af menneskets problemer, på dette som på andre områder.

Lad os derfor bruge lidt samfundsmæssige ressourcer på noget der kommer alle til gode, på det mest tiltrængte og alligevel negligerede: rationel livskvalitetsudvikling. Er forskningsministeren og universitetsrektor med på det?

Svend Lings

Hermeneutik og naturvidenskab

Hvis vi vil forbedre menneskelivet, må vi forske. Der er to hovedmetoder. Groft kan det siges at man ved den ene, hermeneutisk forskning, søger at fortolke det observerede, mens den anden, den naturvidenskabelige metode, går ud på at måle, tælle og beregne (derfor kaldes naturvidenskabsmanden undertiden lidt ned­sættende for “frekventist” eller “biologisk bogholder”). Hermeneutik og naturvidenskab præsenteres ofte som modsætninger. Det er de ikke. De er blot to trin i samme udviklingsrække, og de bruges i forskellige situationer. De begynder begge med en idé, men når idéen eller idékomplekset er formet, går natur­videnskabsmanden i gang med dataindsamling og eksperimenter mens herme­neutikeren fortsætter ad teoretiske baner. Den hermeneutiske metode bruges når der ikke kan indsamles tilstrækkeligt med data til at naturvidenskabelige metoder kan tages i anvendelse. Det beviser ikke at “der er mere mellem himmel og jord” end hvad der kan forklares ud fra en naturvidenskabelig tankegang, kun at hjernen ikke evner at skaffe sig data nok i den pågældende sammenhæng. Mens man i natur­videnskabelig forskning, klog af skade, søger at tage ved lære af menneskets mange fejltagelser, fx med kravene om kontrol og statistisk sandsynlighed, vover man med den hermeneutiske metode et øje eller to og fortolker, på gyngende grund, uden anden mulighed for kontrol end “fornuft”. Der er intet til hinder for at naturvidenskabsmanden kan bruge hermeneutisk metode når situationen kræver det, eller omvendt. Det afgørende fælles for metoderne er søgen efter “sand erkendelse”.
I almindelighed er den naturvidenskabelige metode klart overlegen. En god målestok for en teoris eller en metodes duelighed er resultaterne. Natur­videnskaben har vist sin brugbarhed utallige gange og ført til epokegørende opdagelser hvorfor den bør anvendes hvor det er muligt. Hvilke slående resultater kan den hermeneutiske forskning fremvise? Et par eksempler: Alle er enige om at der skal bruges naturvidenskabelige metoder hvis man vil gøre sig håb om at sende sonder til andre planeter, her dur den hermeneutiske metode ikke en døjt. Til gengæld kan denne være den eneste anvendelige på visse forsk­ningsområder, fx litteraturvidenskab, men det er klart at den er fuld af faldgruber. Et illustrativt eksempel var en doktorands forsøg på tolkning af Svend Åge Madsens digte i digterens nærvær. Det gav sig morsomme udslag. I litteratur­sammenhæng er hermeneutikken ikke desto mindre det mindst ringe.
Mens naturvidenskaben bliver ved med at producere skelsættende resultater, producerer den hermeneutiske forskning sjældent andet end uenighed. Store filosofiske problemer er forblevet store problemer trods tusinder af filosoffers arbejde gennem tusinder af år, som det er sagt. Selv de største “tænkere” er, ad vidt forskellige baner, nået frem til modstridende svar på samme spørgsmål. Store tænkere kan kun blive enige om meget lidt og er rygende uenige på væsentlige punkter. De kan ikke alle have lige meget ret. Deres hjerner har fået forskellige input, og de har forskellige forudsætninger. Deres hjerner arbejder nemlig på samme betingelser som alle andres: usikkert, varierende og fejlfyldt. Hjernen kan slet ikke overskue det. Hvis den kunne, ville der ikke være så mange forskellige opfattelser, så ville alle velfungerende hjerner følge de samme logiske baner og nå frem til samme resultater. Virkeligheden er at man kan bevæge sig ud ad et uendeligt antal tangenter, og det gør hjernen så, ude af stand til at holde styr på dem.
Jeg kan ikke lade være med at indskyde at jeg altid imponeres når jeg hører eller læser litteratur- og kunstforstandige, “forfattere, kunstnere og intellektuelle” fremføre udspekulerede, fantasifulde, maleriske og forsirede, ofte højtravende ord og sætninger i artikler, anmeldelser eller diskussioner. Der menes, synes og tros, stundom bombastisk og krigerisk. Men man skal huske på at det ikke behøver at have ret meget med virkeligheden at gøre, at det kun er ord der uforpligtende udtrykker den pågældendes øjeblikkelige synspunkter hvis sand­hedsværdi ikke kan efterprøves. Der er frit slag. Somme tider er det måske endda bare verbalakrobatik. Det var en kildrende oplevelse første gang jeg prøvede at anlægge et videnskabeligt synspunkt på det der blev sagt, videnskabeligt i betyd­ningen kritisk med krav om dokumentation og kontrollerbarhed. Det gjaldt Klaus Rifbjerg, og i den gennemlysning fremtrådte hans overlegent besnærende, lidt blaserte ordblomster som det rene volapyk. Hvis en naturvidenskabsmand havde udtalt sig sådan, havde han kompromitteret sig for stedse. Mange forfattere ville have godt af et kursus i videnskabsteori, af at blive stringenstrænet og evidens­evalueret en gang imellem og ikke altid have lov til at krybe i ly i deres intel­lektuelle rugekasse. Mange mennesker nærer en næsegrus beundring for skønlitterære forfattere, ja betragter dem som en slags omnipotente orakler. Det er gammeldags og misforstået og har formentlig rod i en tid hvor kun en lille del af befolkningen kunne læse og skrive. Forfattere besidder sjældent nogen større indsigt, har ikke nødvendigvis forstand på ret meget andet end at udtrykke og formulere sig.
Den naturvidenskabelige forskning undersøger altså ved hjælp af eksperimenter og matematiske og statistiske beregninger, mens den hermeneutiske forskning fortolkende beskæftiger sig med detaljer og enkeltstående fænomener. Det sidste indebærer en nærliggende risiko, nemlig at man mister overblikket og kommer til at lægge uforholdsmæssig stor vægt på isolerede fænomener, “det enestående”, der i virkeligheden ud fra en overordnet betragtning kun er udslag af tilfældig variation. I modsætning hertil rummer den naturvidenskabelige statistiske sandsynlighedstankegang i sig selv metodisk stræben efter overblik og sammen­ligninger, med distance til særtilfælde og deres forføreriske trolddom.
Sandsynlighedstænkning, der historisk kaldes  “akademisk skepticisme” (reference til Platons “akademi”), er naturlig også i hermeneutiske sammenhænge. På en måde kan man sige at den ophæver det tilsyneladende skisma mellem hermeneutisk og naturvidenskabelig tankegang. Den indebærer at absolutte sandheder ikke findes, men der er forskellige grader af sandsynlighed. Man accepterer det der er mest sandsynligt og handler ud fra dette.

Svend Lings

Oplevelser og holdninger

Mange har givet udtryk for det synspunkt at musik, litteratur og anden kunst rummer en sandhedsværdi der ikke er naturvidenskabeligt dokumenterbar, men som alligevel ikke er til at komme uden om. Det er en sammenrodning af begreberne. Følelser og “sanselige” oplevelser som nydelse, glæde, sorg, ubehag, smerte og “aha” er ikke “sandheder” der skal bevises, men netop rent subjektive oplevelser der ikke har noget med videnskab at gøre, bortset fra at deres eksistens selvfølgelig er et naturvidenskabeligt faktum som kan forklares fysiologisk. Disse oplevelser kan alle, også sindsbevægelser og synsindtryk, fremkaldes ved elektrisk stimulation af bestemte hjerneområder. Hjernefunktioner, inklusive dem der af nogle opfattes som “åndelige”, er elektrokemiske processer og egnede til naturvidenskabelig udforsk­ning. “Sjælelivet er en hjerneproces”. Det bliver en oplevelse ikke mindre skøn af, følelser som meningsfuldhed og livsglæ­de heller ikke .
For at fremme kommunikationen og den gensidige forståelse er det nødvendigt hele tiden omhyggeligt at tilstræbe klarhed i udtrykket. “Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte”. I daglig tale som i videnskabeligt sprog, i kunst og i digtning er uforståelighed altid suspekt, og under alle omstændigheder går budskabet tabt, hvis der har været noget. Kunst er irrationel og ikke udtryk for dyb forståelse. Kunst er sansning, æstetisk oplevelse. Digtere og bildende kunstnere synes ofte naive. De mener at formidle på et højt plan, men formidlingsniveauet svarer i bedste fald til musikkens. Stemninger, følelser og nydelse ja, og oplevelser så stærke at de kan stimulere og inspirere og måske endda igangsætte udvikling. Men indsigt, kommuni­kation af vanskeligt forståelige informationer, “erkendelse”, nej, overhovedet ikke. Det er en illusion at tro at moderne digtning kan “sige alt med få ord”. Meget er ordekvilibrisme, notorisk vrøvl eller skizzofren ordsalat og kan højst give en bedragerisk, forførerisk følelse af kommunikation og forståelse. For slet ikke at tale om et modefænomen som “slam poetry” der ikke engang levner tid til eftertanke, men er artisteri og hører hjemme i en cirkusmanege.
Det lumske ved lyrik og vanskeligt tilgængelig prosa er at læseren kan bibringes en kildrende fornemmelse af dyb forståelse og indsigt, ved gentagen læsning endda den slags fornemmelser i forskellige variationer. Det bekymrer ikke lyrikelskere, men det er højst bekymrende set ud fra et realistisk sagligt synspunkt. Selv i videnskabelige sammenhænge, hvor man tilstræber at udtrykke sig klart og præcist i veldefinerede termer oven i købet til velorienterede modtagere, opstår der jo misforståelser. Hvordan så ikke med den uudgrundelige kunst og litteratur?
Vore “holdninger” kan siges at være hjernens mere spekulative videre­udvikling af andre dyrearters umiddelbare ageren og reageren på impulser. Imellem input og handling er der hos os indskudt et eller flere led hvor hjernen overvejer hvad vi bør gøre i en given situation. Derpå indtager vi en holdning som kan ende med at blive generaliseret i den forstand at den tillægges almen gyldighed og kommer til at præge vore beslutninger også i andre sammenhænge.
Æstetik, etik og naturvidenskab er med andre ord ikke modsætninger, og naturvidenskabsmænd er ikke blikdukker.

Svend Lings

Nedlæg de teologiske fakulteter

Det er på tide at flytte ressourcerne fra middelalderlig forskning i gudelære til rationel forskning i livskvalitet

Københavns Universitet blev oprettet i 1479 som en del af den katolske kirke, et typisk middelalderuniversitet. Efter reformationen 1536 blev det reorganiseret som ideologisk center for den nye lutheranske statskirke. Hovedfunktionen i de efterfølgende to århundreder var at uddanne præster til statskirken, men senere voksede de andre fagområder, og mange nye kom til. Århus Universitet havde fra starten 1928 bare et humanistisk fakultet (et fakultet er en faglig videnskabelig universitetsafdeling) med fagene sprog og filosofi. Teologi blev udskilt som selvstændigt fagområde 1942. Kun Odense Universitet, der åbnedes 1966, har brudt den historiske tradition og ikke oprettet en præsteskole.
Der er sket en voldsom videnskabelig udvikling. Fra at være en “sort skole” for kirken er et universitet blevet et videns- og forskningscenter på en lang række områder så det teologiske nu fylder relativt lidt i landskabet. Hovedvægten er flyttet til rationel videnskabelig forskning fx inden for naturvidenskab og medicin. Moderne videnskab er rationel i den forstand at den er logisk, fornufts- og erfaringsbaseret. Der kræves kontrollerbare metoder, dokumentation, reproducerbarhed af resultater og konsensus (d.v.s. betydelig enighed) før nye videnskabelige resultater kan godtages. Et forskningsresultat der udelukkende er opnået ét sted, må forkastes hvis ikke andre forskere kan nå frem til noget lignende med samme eller andre metoder. Alene af den grund burde det faktum at der på jorden er tusindvis af religioner (og langt flere sekter), der ikke alle kan have fundet sandheden, føre til forkastelse af enhver form for gudelære, herunder den kristne, i det mindste som videnskab – og dermed nedlæggelse af teologien som officiel videnskabelig disciplin. Teologi betyder direkte oversat ‘gudelære’ og betegner ‘videnskaben om Gud’, men der er altså ikke tale om videnskab i nutidig forstand, tvært imod om noget højst irrationelt. Alene kravet om dokumentation har gudsteoretikere som bekendt aldrig kunnet leve op til… Forunderligt nok eksisterer der alligevel stadig en teologisk “videnskab” med egne fakulteter, der er ansat en række teologiske professorer (tænk engang, professor i gudelære! Kan en dødelig nå højere?), ja der uddeles endog videnskabelige grader i teologi, i irrationalitet! Teologernes metode er videnskabelig, javel. Men forskningsmæssig fordybelse i en irrationel begrebsverden kan umuligt være moderne videnskab. Eller på almindeligt dansk: Gudstro og nutidig forskning har intet med hinanden at gøre.
Gennem det sidste par århundreder er tendensen i Danmark gået i retning af at fjerne religion fra verdslige institutioner og fra staten, fra det offentlige i det hele taget. Men tendensen er langtfra slået igennem. Nogle hævder at den danske befolkning accepterer både kirke og teologi eftersom det store flertal jo er medlem af folkekirken. Den argumentation bider sig selv i halen. For så længe staten opretholder de teologiske fakulteter og folkekirken, giver man uundgåeligt begge dele et officielt godkendelsesstempel. Man kan sige at befolkningen dermed føres bag lyset. Så længe det lykkes at føre folk bag lyset, vil de naturligvis være for. At mange ikke melder sig ud kan have forskellige andre årsager. Nogle mennesker er medlemmer per tradition snarere end af religiøsitet – hvor mange danske kristne har overhovedet læst kirkens grundbog, Bibelen? Er alle klar over at man kan melde sig ud? Hvis man aktivt skulle melde sig ind i stedet for ud, ville billedet utvivlsomt være anderledes. På den anden side: hvad så med børnenes juleaften? (Det er forøvrigt så hyggeligt.) Endelig er der jo den lille, nagende tvivl dybt inde: man kan aldrig være helt sikker. Altså er det for alle eventualiteters skyld betryggende med en gensidig forsikringsordning, at Vorherre får sjælen, og jeg får det evige liv, i givet fald. Herregud, det par kroner i kirkeskat.
Det religiøse instinkt må tidligere have haft betydning for menneskeartens overlevelse. Udviklingshistorisk har funktionen antagelig bl.a. været at styrke gruppefællesskabet og den sociale orden og at øge de enkelte medlemmers offervilje på gruppens vegne. Og så mildner troen både livssmerten og dødsangsten. Er det da ikke fint? Næ, ikke længere. For religiøs ‘tro’ der må betragtes som selvsuggestion – overtro og selvbedrag om man vil – har bivirkninger der er uønskede i vor tid. Tro gør de troende bedrevidende, enøjede og intolerante, øger utilbøjeligheden til samarbejde med anderledes tænkende, dæmper nysgerrighed, indskrænker frihed, tvinger bestemte tankegange igennem og hæmmer dermed fantasi og udvikling. Ikke sådan at forstå at folk skal fratages deres tro, at man ikke skal have lov til at udøve sin religion. Selvfølgelig skal man det. Religions- og trosfrihed er demokratiske rettigheder som staten skal forsvare. Men den enkeltes religion og tro er noget helt privat der ikke vedkommer staten. Det er derfor også udemokratisk at staten støtter en bestemt trosretning ved at uddanne, godkende og ansætte dens præster og anerkende den tilhørende irrationelle forskning som videnskabelig.
Jamen, er det blevet anført som forsvar for den danske ordning, hvis vi ikke havde en folkekirke, ville landet blive oversvømmet af et hav af forskellige religioner og sekter der ville volde langt større problemer end det nuværende system. Det er et postulat. Og kunne det forøvrigt ikke være lige meget? Den ene tro er jo ikke rigtigere end den anden. Hvis folk virkelig ønskede at engagere sig i en eller anden trosretning, måtte det være fordi den betød noget for dem og dermed for deres livsindhold. Under alle omstændigheder burde det være deres egen afgørelse. Staten skal hverken drive irrationel forskning, blåstemple religion og dermed irrationelle tankegange eller give en bestemt trosretning præferencestilling. Området kan anbefales til privatisering! Lad medlemmerne af de forskellige trossamfund selv afholde udgifterne på lige fod med medlemmer af andre interessesammenslutninger, og mennesker der føler behov for præster, må selv sørge for uddannelsen på private præsteskoler.
Hvad er det der virkelig betyder noget for os mennesker? Et godt liv, naturligvis. Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er hvordan har du det? Alligevel forskes der stort set ikke i ‘det gode liv’, i hvordan så mange som muligt kan få det så godt som muligt, i livskvalitet, på et seriøst niveau.
I demokratiets og fornuftens navn: Fjern skinnet af videnskabelighed fra religionen. Bring den statslige blåstempling af irrationalitet og en bestemt trosretning til ophør. Nedlæg de teologiske fakulteter, privatiser folkekirken og brug i stedet ressourcerne til det mest tiltrængte og det mest negligerede: seriøs livskvalitetsforskning. Lad os få livskvalitetsfakulteter i stedet for teologiske, så vi hurtigere kan bevæge os væk fra middelalderen ind i fremtiden.

Svend Lings

Fra den middelalderlige kirkeret CORPUS IURIS CANONICI

“For at svare på dine spørgsmål vedrørende den kvinde der havde blandet sit menstruationsblod i mad eller en drik og derefter rakte denne til sin mand, og den anden, der drikker sin mands sæd i en drik, og den tredie der havde brændt en menneskeknogle og givet den til sin mand for at modvirke hans kraftløshed, så er vi af den mening at de skal straffes på samme måde som troldmænd og arioler som er blevet grebet i udøvelsen af trolddomskunster.”
(Rabanus til Heribaldus, side 49).

“En kvinde der driver utugt med en anden kvinde, skal gøre bod i tre år. Ligeledes en kvinde der blander sin mands sæd i mad for derved at opnå større kærlighed fra hans side.”
(Fra kirkekoncilet i Ankyra, side 49).

“En kvinde der lægger sin søn på husets tag eller i bageovnen for at helbrede ham for feber, skal gøre bod i et år.”
(Fra præsten Beda’s bodsbog, side 54).

“Det er blevet besluttet at kvinder skal hindres i at holde vagt ved en død på kirkegården da de ved at lade som om de beder og holder andagt hemmeligt forretter ugerninger.”
(Fra kirkekoncilet i Meaux, side 58).

Privatiser det private!

Der siges at være grundlovssikret religionsfrihed i Danmark. Religion og religionsudøvelse betragtes som menneskerettigheder og er altså for alle, uanset hvilken religion der er tale om. Det er et privat anliggende som staten naturligvis skal beskytte, men i øvrigt blande sig udenom.
Før i tiden sad magthaverne både på den økonomiske, den politiske og den religiøse magt. Som den eneste regent i verden gør paven det stadig i Vatikanstaten. Men gennem det sidste par århundreder er religion i tiltagende grad fjernet fra offentlige institutioner i Danmark. Sporet er dog ikke fulgt til ende.
Kom nu ikke med juridiske spidsfindigheder og sig at vi ikke har nogen dansk statskirke, at staten og Folkekirken allerede er adskilt. Følgende er eksempler på det modsatte:
1. Folkekirken er, som den eneste trosretning, nævnt i grundloven, endda flere steder. §4 lyder: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten; §6: Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke; §66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov; §69: De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
2. Barnedåb er forældrenes ansvar. Alle døbte er medlem af Folkekirken og betragtes som sådan medmindre man aktivt meldes ud. Man bliver aldrig spurgt. Ikke bare dåbsattester, men også ikke-medlemmers obligatoriske fødselsattester udstedes af det lokale folkekirkekontor, og dødsfald skal anmeldes samme sted, selv om den slags jo naturligt hører hjemme hos Folkeregistret.
3. Vort (statslige) kirkeministerium er oprettet ved kongelig resolution, og det er statsministeren der afgør hvilke ministerier der skal fungere i den pågældende regeringsperiode. Den danske stat favoriserer den evangelisk-lutherske kirke ved at administrere Folkekirken gennem et kirkeministerium, ved at ansætte dens præsteskab, ved at give præsteskabet statstjenestemandsstatus og ved at betale dets pensioner.
4. Den danske stat favoriserer Folkekirken ved at opkræve kirkeskat hos medlemmerne og yder derudover et årligt økonomisk tilskud på knap 600 mio. kr, men ingenting til andre religioner, på trods af Grundlovens § 68: Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen. Alle er med til at betale statstilskuddet via statsskatten.
5. Den danske stat favoriserer den evangelisk-lutherske kirke ved at drive de teologiske universitetsfakulteter og ved at uddanne præster til Folkekirken.

Den Danske Salmebog er autoriseret til brug i Den Danske Folkekirke af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Den del af befolkningen der – ud over dronningen – er medlem af Folkekirken, er dalet fra 91,6 % i 1984 til 70 % i 2012. Kun én ud af 20 unge danskere i alderen 15-24 år erklærer sig som troende (EU-kommissionen), og antallet af døbte skrumper. Men investeringerne vokser støt og roligt.
Folkekirkens samlede udgifter kendes ikke i skrivende stund. De dækkes ved kirkeskat (ca. 78 %) der opkræves af staten og betales af Folkekirkens medlemmer, samt ved yderligere statstilskud (ca. 12 %), indtægter fra kirkegårde m.v. Statens omkostninger omfatter udgifterne ved ministeriet og departementet, løn til biskopper, tilskud (først og fremmest 40 % af lønnen til præster og provster) samt pension til præsteskabet. Heri er ikke medregnet udgifterne til sømandspræster, dansk kirke i udlandet, hospitalspræster eller universiteternes teologiske fakulteter.
Kan det i vore dage ikke i praksis være lige meget om kirken og religionen er privat eller offentlig? Og nu da vi har et statsligt system der fungerer, er der vel ingen grund til at lave om på det? Jo der er.
For det første er størst mulig grad af personlig frihed ønskværdig på alle områder. Også religiøst skal folk have lov at tumle sig frit, naturligvis under hensyn til og respekt for andre, men uden tanke på statslig indblanding.
For det andet kan religioner kun udløse religionskrige, borgerkrige og konflikter mellem stater på religiøs basis når de er offentlige anliggender. ‘Intet fjendskab så dybt som religionshad’ (Lord Burghley). Historien er fuld af eksempler (med Kosovo og Nordirland som de seneste i Europa) og historien gentager sig i uendelighed. Hvis alle stater blandede sig uden om befolkningernes religioner, ville ikke bare konflikter undgås, men samarbejdet mellem landene ville forløbe mere gnidningsløst og fordomsfrit.
Som det er i dag, favoriserer staten et bestemt kulturmønster, nemlig det kristne, uden først at have undersøgt om det nu også er det bedste for mennesket. Lovgiverne har i generationer ladet sig lede af de troende. Jeg siger ikke at den kristne kultur er værdiløs (selv om jeg naturligvis tror at vi kan gøre det bedre), og selvfølgelig skal folk have lov at vælge kristendommen. Men det er udemokratisk og strider mod Menneskerettighedskonventionen at staten fremhæver, forskelsbehandler og støtter én ganske bestemt religion.
Nu hvor der alligevel synes at være bred enighed om behovet for en modernisering af grundloven på en række punkter, ville det være naturligt at bringe den i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen (og med sig selv) ved at fjerne de nævnte paragraffer, eller ved at give dem et ændret indhold der i stedet stadfæster at Danmark er et demokratisk land med ligestilling af alle også på det religiøse område.
Jamen, er det også blevet anført som forsvar for den danske ordning, hvis vi ikke havde Folkekirken, blev landet jo oversvømmet af et hav af forskellige religioner og sekter, ‘amerikanske tilstande’ med fanatisme og ekstremisme, der ville volde langt større problemer end det nuværende system. Det er et postulat. Vi lever i Europa, og danskere er mentalt ikke amerikanere. For øvrigt er den ene tro jo ikke rigtigere end den anden. Hvis folk virkelig ønskede at engagere sig i en eller anden trosretning, måtte det være fordi den betød noget for dem og dermed for deres livsindhold. Under alle omstændigheder burde det være deres egen afgørelse. Statsmagten skal hverken drive irrationel forskning, blåstemple religion og dermed irrationelle tankegange eller give en bestemt trosretning præferencestilling. Området kan anbefales til privatisering. Hvorfor er det mest private af alt, gudstro, fortsat et offentligt anliggende? Lad medlemmerne af de forskellige trossamfund selv afholde udgifterne på lige fod med medlemmer af andre interessesammenslutninger, og mennesker der føler behov for præster, må selv sørge for uddannelsen på private præsteskoler.

Svend Lings

Sankt Peder

Skt. Peder sidder under et figentræ og holder spørgetime med en skare jomfruengle: “Hvor kan det være, at Vorherre, som dog ellers var en saa god og kærlig Fader for os dernede paa Jorden og altid undte os det saa godt, – at han kunne forbyde os at spise af det Træ, du ved nok … det med den forbudne Frugt?” “Ja, ja!” istemte straks alle de salige Jomfruer i kvidrende Kor. “Hvorfor maatte vi ikke smage paa den forbudne Frugt?” Skt. Peder satte begge Hænderne i Siden, spærrede Øjnene op og saa sig forbavset om i Kredsen. “Vidste I virkelig ikke det?” sagde han. “Ih, det var naturligvis blot, for at den skulle smage jer des bedre!”

(Henrik Pontoppidan i “Den Gamle Adam”)

Meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi til? Det er gyldne spørgsmål som mennesket antagelig har stillet lige siden det blev i stand til at tænke abstrakt. Utallige filosoffer, religiøse eller ikke, har stillet Spørgsmålet og forsøgt at svare, og mange stiller det hver eneste dag, til sig selv og til andre. Nogle har søgt svaret intenst, så intenst at det har ødelagt livet for dem fordi de ikke fandt det. Og de der mener at have fundet det inden for en eller anden religiøs retning, narrer sig selv. I virkeligheden er spørgsmålet nemlig meningsløst.
Menneskets hjerne, som man passende kunne kalde det ‘Indre Fedtlegeme’ (forkortet IF), ligger i sin knoglekasse og består for størstedelens vedkommende af vand og fedt samt nogle æggehvidestoffer til at holde sammen på det hele. Ak, hvad forstår denne masse? Blot fordi den er konstrueret til at tænke i ‘formål’, ‘mening’ og styringspyramider – den slags tankemønstre har åbenbart fremmet artens overlevelse – overfører den disse forestillinger til omgivelserne. Ikke bare til dyr og planter omkring os som vi tillægger menneskelige egenskaber, til sol og måne med menneskeansigter, men til hele universet. ‘Der må da være en mening’, ‘der må da være nogen eller noget som styrer det hele!’ Næ. Der sidder ingen steder et menneskelignende, flinkt gammelt væsen eller et guddommeligt princip som ordner alt til det bedste.
Kaosteorierne trænger sig på. Alt er kaos og skyldes kaos, i det mindste set fra IF. Vi eksisterer tilsyneladende kun som følge af uoverskuelige rækker af tilfældigheder, ikke med noget højere formål. Alt hvad vi kan observere, sanse og opfatte, er en følge af ‘kaos’. Kan ‘tilfældighedens lov’ virkelig være det væsentligste styrende princip? Når man ignorerer det semantisk umulige i at noget tilfældigt kan være styrende (stadig set fra IF), så ser det lige nu ud som om alt stof og det deraf langsomt udviklede ‘liv’ er følger af tilfældige elektromagnetiske positive og negative spændingsvariationer i det tomme rum. Det uendeligt små i det uendeligt store. Spændingsvariationer i større og større ‘klumper’ der efterhånden har udviklet sig til ‘atomer’, ‘molekyler’, ‘stoffer’…’organismer’, både det ene og det andet. Tid har der jo været nok af, tiden er og har som bekendt altid været uendelig i begge retninger. Men heller ikke det er til at forstå.
Vi kan ikke rumme universum, og den menneskelige tænkeevne er uendeligt sårbar. En smule kemi eller et par elektroner afsporer det hele. IF er nemlig slet ikke lavet til at fatte og forstå det der for os tager sig ud som ‘livets store spørgsmål’. Vi sætter IF på opgaver som det ikke er skabt til, og som det ikke kan klare. IF er udviklet til at optimere artens overlevelse i konkurrence med andre dyr og dyriske egenskaber, i kamp med naturkræfterne, ikke andet. Når man indfører begreber som ‘gud’ og ‘ånd’, ja så er det allerede gået galt, så har tænkeevnen igen ikke slået til.
IF er tilbøjeligt til at tænke i absolutte begreber som fx ‘rigtigt’, ‘forkert’, ‘ret’ og ‘sandhed’, men disse er, ligesom vore andre forestillinger, selvskabte. Naturen kender intet til dem, så at sige. En skarp diskussion om hvad der er rigtigt eller forkert ender næsten altid med at ‘ingen kan sige hvad der er det rigtige. Derfor kan det ene være lige så godt som det andet’, og ‘hvem skal afgøre det?’ Det er kernen i postmodernisme. Der er imidlertid ikke brug for subtile ordkløverier og disputer om ikke-sanselige begreber.

Vi skal videre
Hvis vi mennesker med vor stærkt begrænsede fatteevne skal gøre os forhåbninger om at komme videre, dvs. skabe et bedre liv for alle, må vi opgive at finde Svaret. Det kan ikke nytte at vi fortaber os i endeløse tankerækker og forvirrede ender med at mene at det ene jo kan være lige så rigtigt som det andet. Det er væsentligt at holde fast ved nogle få vigtige sømærker, fx ‘fornuft’ (herunder kontrol og kritik), ‘logik’, ‘sandsynlighed’ og ‘erfaring’ (i betydningen sanseoplevelser, herunder eksperimentelle resultater). Disse basale begreber bliver ejendommeligt nok ofte forbigået selv om jeg tror at de fleste vil kunne vedkende sig dem. Det er begreber som en sund IF er i stand til nogenlunde at fatte og operere med, omend noget vaklende. Ikke sådan at forstå at jeg afskriver filosofi og anden form for teori, men de er særdeles risikable foretagender. Det fedtlegeme!
‘Fornuften’ afgør hvad der er ‘logisk’ og ‘sandsynligt’. Jamen hvad er så‘fornuf­tigt’? ‘Det vil man jo kunne blive ved med at strides om’. Ja, det vil man kunne, og det vil man med garanti også gøre, som en logisk følge af kaos. Det afspejler IFs mangelfuldhed. Men vi er nødt til at bestræbe os på at tænke og agere rationelt, forberedt på ustandselig at tage fejl. Fornuften er det mindst ringe vi har. Men også ‘den sunde fornuft’ har taget røven på menneskeheden utallige gange. Det er derfor nødvendigt altid at være åben og kritisk – herunder selvkritisk. Man kan søge efter sandhed, men aldrig finde den eller regne med at være i stand til at forstå endegyldigt. Det bedste vi kan opnå er, ved noget så kedeligt som ihærdigt arbejde og fornuft, at komme nærmere og nærmere. En god sproglig vending er derfor ‘som det ser ud lige nu’. Sådan er betingelserne. Alt er ikke lige godt. Vi må vælge det mindst ringe, men hele tiden være parat til at skifte standpunkt når forudsætningerne ændres, fejl opdages eller nye oplysninger kommer frem.

Hermeneutik og naturvidenskab
Hvis vi vil forbedre livet, må vi forske. Der er (mindst) to metoder. Groft kan det siges at man ved hermeneutisk forskning søger at fortolke det observerede, mens naturvidenskabelige metoder går ud på at måle, tælle og beregne (derfor kaldes naturvidenskabsmanden undertiden lidt nedsættende for ‘frekventist’ eller ‘biologisk bogholder’). Hermeneutik og naturvidenskab præsenteres ofte som modsætninger. Det er de ikke. De er blot to trin i samme udviklingsrække, og de bruges i to forskellige situationer. De begynder begge med en ide, men når ideen eller idekomplekset er formet, går naturvidenskabsmanden i gang med dataindsamling og eksperimenter, mens hermeneutikeren fortsætter ad teoretiske baner. Den hermeneutiske metode bruges når der ikke kan indsamles tilstrækkeligt med data til at naturvidenskabelige metoder kan tages i anvendelse. Det beviser ikke at ‘der er mere mellem himmel og jord’ end hvad der kan forklares ud fra en naturvidenskabelig tankegang, kun at IF ikke evner at skaffe sig data nok i den pågældende sammenhæng. Mens man i naturvidenskabelig forskning klog af skade søger at tage ved lære af menneskets mange fejltagelser, fx med kravene om kontrol og statistisk sandsynlighed, vover man med den hermeneutiske metode et øje eller to og fortolker, på gyngende grund, uden anden mulighed for kontrol end ‘fornuft’. Der er intet til hinder for at naturvidenskabsmanden kan bruge hermeneutisk metode når situationen kræver det, eller omvendt. Det afgørende fælles for metoderne er søgen efter sandhed. I almindelighed er den naturvidenskabelige imidlertid klart overlegen. En god målestok for en teoris/metodes duelighed er resultaterne. Naturvidenskaben har vist sin brugbarhed utallige gange og ført til epokegørende opdagelser hvorfor den bør anvendes hvor det er muligt. Hvilke slående resultater kan den hermeneutiske forskning fremvise?
Lad os tage et par eksempler. Alle er enige om at der skal bruges naturvidenskabelige metoder hvis man vil gøre sig forhåbninger om at sende sonder til andre planeter, her dur den hermeneutiske metode overhovedet ikke. Til gengæld kan denne være den eneste anvendelige på visse forskningsområder, fx litteraturvidenskab, men det er klart at den er fuld af faldgruber. Et aktuelt illustrativt eksempel er en doktorands forsøg på tolkning af Svend Åge Madsens digte i dennes nærvær. Det gav sig morsomme udslag. I den sammenhæng er hermeneutikken ikke desto mindre det mindst ringe.
Mens naturvidenskaben altså bliver ved med at producere skelsættende resultater, producerer den hermeneutiske forskning sjældent andet end uenighed. Selv de største ‘tænkere’ er, ad vidt forskellige baner, nået frem til modstridende slutninger. Store tænkere, herunder dette blads debattører, kan kun blive enige om meget lidt og er rygende uenige på væsentlige punkter. De kan ikke alle have ret som det så rigtigt siges, de kan ikke engang have lige meget ret. Deres IF’er har fået forskellige input, og de har forskellige forudsætninger. De er nemlig normale, og deres IF’er arbejder usikkert, varierende og fejlfyldt. IF kan slet ikke overskue det. Hvis det kunne, ville der ikke være så mange forskellige opfattelser, så ville alle velfungerende hjerner følge de samme logiske baner og nå frem til samme resultater. Virkeligheden er at man kan bevæge sig ud ad et uendeligt antal tangenter, og det gør IF så, ude af stand til at holde styr på dem.

Sandsynlighedstænkning
Vi skal lade være med at tro og i stedet tænke i sandsynligheder. Konsekvent sandsynlighedstænkning (ST) er imidlertid sværere end man skulle tro. Vi forholder os hellere til dikotomier som enten/eller, rigtigt/forkert, sandt/usandt, sort/hvidt. Men vi bør vænne os til hele tiden i stedet at arbejde med forskellige grader af sandsynlighed, eventuelt dikotomien mere sandsynligt/mindre sandsynligt. ST har nemlig flere fordele. Den rummer både logik, fornuft og usikkerhed, hvormed fejlkilder tages i betragtning, og fastholden ved ‘sandheder’ skubbes fjernere. ST er naturlig også i hermeneutiske sammenhænge. På en måde kan man sige at det tilsyneladende skisma mellem hermeneutisk og naturvidenskabelig tankegang ophæves af ST. Og så er der den store fordel at den har et matematisk sprog, hvilket gør at den langt hen ad vejen er tilgængelig for matematisk efterprøvning og eksperimentel testning. Men vi er så tilbøjelige til at tænke dikotomt at vi, selv i simple situationer hvor sandsynlighedsregning klart viser facit, kan have svært ved at forstå dette facit. Hvordan så ikke i situationer der er så komplicerede at der ikke engang kan regnes på dem?
Sandsynlighedstænkningen (“akademisk skepticisme”) er central i en kaotisk verden og indebærer at man ikke tiltager sig monopol, at intet er absolut sandt, men kun at en mulighed for øjeblikket forekommer mere sandsynlig end andre. Sandsynligheden for at der nogensinde opnås fuld enighed, er forsvindende lille. Dette er ikke ment som nihilisme, men kald det bare en art minimalisme eller reduktionisme. Vi kan kun håbe på et vist minimum af enighed eller fælles forståelse, men det behøver jo heller ikke at være så ringe og er værd at efterstræbe. Det vil trods alt være bedre end total uenighed og gør i hvert fald det hele mindre kedeligt.

Oplevelser og holdninger
Mange har givet udtryk for det synspunkt at musik, litteratur og anden kunst rummer en sandhedsværdi der ikke er naturvidenskabeligt dokumenterbar, men som alligevel ikke er til at komme uden om. Det er en sammenrodning af begreberne. ‘Sanselige’ oplevelser som nydelse, sorg, smerte og ‘aha’ er ikke ‘sandheder’ der skal bevises, men netop rent subjektive oplevelser der ikke har noget med videnskab at gøre, bortset fra at deres eksistens selvfølgelig er et naturvidenskabeligt faktum som kan forklares fysiologisk om man vil. Alle hjernefunktioner, inklusive dem der af nogle opfattes som ‘åndelige’, er elektrokemiske processer og i princippet egnede til naturvidenskabelig udforskning. Det bliver en oplevelse ikke mindre skøn af, heller ikke følelser som meningsfuldhed og livsglæ­de.
‘Holdninger’ kan siges at være IFs mere spekulative videreudvikling af andre dyrearters umiddelbare reageren og ageren på udefra kommende impulser. Imellem input og handling er der hos os indskudt et eller flere led hvor IF overvejer hvad vi bør gøre i en given situation. Derpå indtager vi en holdning som kan ende med at få abstrakt karakter og blive generaliseret.
Med andre ord så er æstetik, etik og naturvidenskab ikke modsætninger, og naturvidenskabsmænd er ikke blikdukker. Livskvalitet vil kunne studeres ikke bare hermeneutisk, men også med naturvidenskabelige epidemiologiske metoder, fx gennem undersøgelse af forekomsten af positive subjektive oplevelser hos individer i forskellige samfundsgrupper.

Teologiens indhold
Forslaget om nedlæggelse af de teologiske fakulteter er blandt andet blevet imødegået med at jeg ikke ved hvad der foregår, at man beskæftiger sig med meget andet end lige ‘det teologiske’. Det lyder troligt. Men det er skægt at man vil forsvare de teologiske fakulteter med noget der ikke er teologi. Det ville da være bagvendt at lade dette andet aflede opmærksomheden fra kerneydelsen som jo udtrykkes i fakultetsbetegnelsen ‘teologisk’: at producere teologiske kandidater og teologisk forskning. Jeg ved ikke alt om hvad der foregår, men jeg har stærke formodninger, og jeg kan se hvad der kommer ud af det. Et cirkus skal bedømmes på det der sker i manegen, ikke på hvad der foregår inde bagved. Og selv om mange er glade for cirkus og er villige til at betale for det, er det da ikke ensbetydende med at der skal være et statscirkus.

Hvordan teologien adskiller sig fra humaniora
Så længe man har lov at være uenige, at kritisere, at eksperimentere, at diskutere, går det jo så nogenlunde. Men det er netop her religioner og deres ‘videnskabelige’ paralleller til alle tider har forsyndet sig fordi de fremmer indelukketheden, selvtilstrækkeligheden og snæversynetheden og er med til at begrænse frihed og tolerance (tag taliban- og shiamuslimerne som eksempler der er til at få øje på). Nogle religiøse har misforstået det og ment at jeg beskylder de troende personligt for at være enøjede og intolerante, men det er jo ikke det sagen drejer sig om. Religionen gør noget ved mennesker. Den får dem til at tro på gud eller noget lignende, de tror for det meste også på en bestemt form for gudsdyrkelse, og de mener at have ret. Hvis folk vil dyrke en religion, så dem om det. Men hold staten udenfor.
Det er blevet hævdet at man kan argumentere lige så godt for en ned­læggelse af de humanistiske fakulteter som af de teologiske fordi ingen af dem er naturviden­skabelige. Det er forkert. ‘Fornuft’, ‘logik’ og ‘sandsynlighed’ kan bruges i humaniora, men ikke i teologien. Det er en afgørende forskel. Kernen i teologi er usandsynlig ulogisk og ufornuftig, og religiøs ‘tro’ er at opfatte som instinkt eller drift. Endvidere er hermeneutisk forskning rationel og udogmatisk, mens teologien er irrationel i sit udgangspunkt, ‘gud’, og opererer med dogmer. Endelig er der den forskel at humaniora ikke pådutter en befolkning noget som helst, hvilket teologien gør mere eller mindre direkte fx gennem præsterne.

Teleologi i stedet for teologi
Hvordan kommer vi så videre? Det er først og fremmest eksperimenter og nyopdagelser der tæller, at afsløre fejltagelser og lære af dem. Der vil teologien aldrig blive leveringsdygtig.
Teleologi handler om livsytringers formålstjenlighed med hensyn til artens overlevelse. Teleologiske synsvinkler er ofte nyttige at anlægge på tilsyneladende uforståelige biologiske fænomener. Til politikerne har jeg derfor følgende budskab: For at undgå at nogen skal tabe ansigt – efter århundreders bedrag – kan vi, i stedet for så drastisk at nedlægge de teologiske fakulteter, indgå en studehandel og nøjes med at indsætte et par bogstaver, “le”, i navnet, altså omdøbe dem til teleologiske fakulteter, og ændre deres arbejdsopgaver til seriøs livskvalitetsforskning.
‘Meningen med livet’, vort eneste livsindhold og formål, er det vi selv er i stand til at skabe. Det må vi så gøre, under hensyn til andre og andet i samme situation. Det kan være smerteligt at erkende, ‘den fundamentale smerte’, men sådan er det. Kun én udvej står tilbage: at være sig sit ansvar bevidst. Ansvaret for sig selv, for andre og for omgivelserne. Så flest muligt får så godt et liv som muligt.

Svend Lings

Folkekirken

Nogle hævder at den danske befolkning accepterer både kirke og teologi eftersom det store flertal jo er medlem af Folkekirken. Den argumentation bider sig selv i halen. For så længe staten opretholder de teologiske fakulteter og Folkekirken med fødselsregistrering osv., giver man uundgåeligt begge dele et officielt godkendelsesstempel. Man kan sige at befolkningen dermed føres bag lyset. Så længe det lykkes at føre folk bag lyset, vil de være forhindret i rationelt at tage stilling. At mange ikke melder sig ud kan naturligvis også have en række andre årsager. Nogle mennesker er medlemmer per tradition snarere end af religiøsitet – hvor mange danske folkekirkemedlemmer har overhovedet læst kirkens grundbog, Bibelen? Og hvad med børnenes juleaften? (Det er for øvrigt så hyggeligt.) Endelig er der jo den lille, nagende tvivl dybt inde: man kan aldrig være helt sikker. Altså er det for alle eventualiteters skyld betryggende med en gensidig forsikringsordning, at Vorherre får sjælen, og jeg får det evige liv, i givet fald. Herregud, det par kroner i kirkeskat.

Svend Lings

At tro eller at vide?

I denne kaotiske verden er det væsentligt at søge at holde fast ved nogle få vigtige sømærker som “fornuft”, “logik”, “sandsynlighed”, “rimelighed” og “erfaring” (i betydningen sanseoplevelser, inklusive forskningsresultater). Det er begreber som en sund hjerne er i stand til nogenlunde at fatte og operere med, om end vaklende. Ved hjælp af dem bliver tænkning præget af en fornuftsmæssig afvejning af sandsynligheder og – hvis flere muligheder forekommer lige sandsynlige – da valg af den der ser ud til at være mest frugtbar. Jeg anser det for overvejende sandsynligt at der er tilstrækkelig enighed om hvad “fornuft” dækker over til at begrebet kan anvendes. Med “fornuft” afgøres hvad der er “logisk” og “sandsynligt”. Fornuft er noget af det mindst ringe man har. Lad os derfor bestræbe os på at tænke og agere fornuftigt, rationelt, men samtidig være forberedt på ustandselig at tage fejl. For også tilsyneladende “sund fornuft” har fuppet menneskeheden utallige gange: Det der på et givet tidspunkt har set ud som fornuft, har senere vist sig at være helt i skoven.
Sådan er betingelserne for hjernens famlende søgen efter kendsgerninger, “sandheden” om naturen og livet. Videnskabsteori og videnskabelig metode er langsomt og møjsommeligt udviklet på grundlag af århundreders smertelige fejltagelser. Forskningens fundament er kompromisløs og omhyggelig søgen efter sandhed gennem dokumentation, gentagne eksperimenter og kontrol. Den er besværlig og som ethvert menneskeligt produkt fuld af faldgruber. Og forskning kan selvfølgelig være dårlig. En seriøs forsker er derfor også altid kritisk både over for egne og andres resultater. Han tror ikke at han ved. Når flere uafhængige forskere når frem til overens­stemmende resultater, styrkes deres værdi, men sandheden finder vi aldrig. Og i stedet for tro bør vi tale om forskellige grader af sand­synlighed.
Konsekvent sandsynlighedstænkning er imidlertid vanskeligere end man skulle tro. Vores hjerne vil hellere forholde sig til dikotomier som enten/eller, rigtigt/forkert, sandt/usandt, sort/hvidt, muligt/umuligt. Men sand­synlighedstænkningen har afgørende fordele. Den rummer i sig både logik, fornuft og usikkerhed, hvormed fejlkilder tages i betragtning, og fastholden ved “sandheder” skubbes på afstand. Og så har den et matematisk sprog (“sand­syn­lig­hedsregning”) hvilket gør at den langt hen ad vejen er tilgængelig for matematisk efterprøvning og eksperimentel testning.
Sandsynlighedstænkning (såkaldt “akademisk skepticisme”) indebærer at man ikke kan tiltage sig monopol, at intet er absolut ”viden”, men kun at en mulighed for øjeblikket forekommer mere sandsynlig end andre. Det er en skeptisk, fornuftsmæssig afvejning som bygger på evidens. Den kan ikke sidestilles med tro, hvis eneste forudsætning er – at man tror.

Svend Lings

Nedlæg Den Kongelige Ballet

Det Kongelige Teater er i økonomiske vanskeligheder og har brugt dette som argument for at forringe servicen i forhold til borgerne.
Danmark er et lille land som ikke har råd til det hele. Hvis et højt niveau skal opretholdes, er vi nødt til at koncentrere os om udvalgte områder. Ballet er en forældet kunstart som kun interesserer en forsvindende lille del af befolkningen. Jeg foreslår derfor nedlæggelse af Den Kongelige Ballet og overførsel af ressourcerne til teater og opera.

Svend Lings

Hvordan har du det?

En del mennesker er ulykkelige og lider i større eller mindre grad under ensomhed, rædsel for alderdom og død, måske kronisk sygdom, angst eller depression, og anelsen om at det hele er meningsløst. Livet er skrøbeligt og tidsbegrænset. Det er menneskets forbandelse: Bevidstheden om alt dette som hjernen giver os uden at være i stand til at finde en løsning.
At vi under de omstændigheder mister overblikket og spekulerer over en dybere “mening”, er selvfølgeligt. Vi har et dybtliggende behov for at forstå hvad der sker. Når vi ikke kan finde ud af det, bliver vi modtagelige for overtro og religiøse forklaringer. Alt dette indgår i det såkaldte ”religiøse motivkompleks”.
Der findes et hav af forskellige religioner, og inden for disse myriader af trosretninger og sekter. Hvem har ret? Når folk vælger religion, sker det så ud fra kritiske overvejelser om dokumentation og troværdighed? Næ, i de allerfleste tilfælde tilslutter en religiøs person sig den religion der tilfældigvis er fremherskende i det omgivende samfund, hvilket viser at omgivelsernes påvirkning er afgørende for valget, ikke religionens indhold.
Hvad er det der virkelig betyder noget for os mennesker? Et godt liv, naturligvis. Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er noget i retning af ”hvordan har du det?” Og når vi skilles ”ha’ det godt!” De meget heldige får et godt liv, de mindre heldige får et dårligt. Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for så godt et liv som muligt, for os selv og andre. Alligevel forskes der stort set ikke på seriøst niveau i ”det gode liv”. Vi bruger enorme summer på forskning i astronomi, partikelfysik, våbensystemer og elektroniske dimser, men ikke på livets indhold her og nu. Vi skaber tekniske revolutioner og håber at de gavner mennesket. Vi undersøger livsstilsfaktorer, mad og medicin med henblik på forlængelse af livet, men hvad er det værd hvis ikke livet er godt? Det allervigtigste, det der er mange ord for, som “livskvalitet” og “lykke”, det gør stater i almindelighed ikke noget målrettet ved. Hvordan er vore behov, og hvordan kan de mest formålstjenligt dækkes? På det område burde der for alvor gøres en forskningsmæssig indsats.

Videnskabeligt institut
Jeg foreslår derfor oprettelse af videnskabelige livskvalitetsinstitutter som skal forske i hvad der giver mennesket optimale livsbetingelser. Det er ikke tilstrækkeligt at lade stå til og overlade samfundets udformning til økonomisk drift, tilfældige politikere eller skiftende trosretninger og ideologier. Kun forskning kan bringe os videre.
Vort eneste livsindhold og formål er det vi selv er i stand til at skabe på de eksisterende betingelser, under hensyn til og i samarbejde med andre. Lad os begynde med at bringe statslig blåstempling af bestemte trosretninger til ophør, nedlægge statslige præsteuddannelser og i stedet bruge de offentlige ressourcer på noget der kommer alle til gode: rationel livskvalitetsudvikling. Så flest muligt får så godt et liv som muligt.
Godt nytår!

Svend Lings

Alternativ juleprædiken

Den mørke årstid kan være tung at komme igennem. Det er utvivlsomt derfor at mennesket gennem umindelige tider på årets korteste dage har holdt lysfest og har villet glæde sig med rigelig mad og drikke, ja endog ønsker at glæde hinanden med gaver. Det vi kalder jul.
De tungsindige har det særlig svært i julen, og antallet af selvmord topper lige nu. En del mennesker er ulykkelige og lider under ensomhed, rædsel for alderdom og død, måske kronisk sygdom, angst eller depression, og en anelse om at det hele er meningsløst.
Vore forfædres høje dødsrisiko, den korte levealder og deres langt vanskeligere levevilkår resulterede i higen efter modsætningerne, nemlig evigt liv under paradisiske omstændig­heder. Til den ende skabte man religiøse forestillinger som fortsat har tag i mange mennesker, også selvom de tilsyneladende lever et rimeligt liv. Der tales om et ”religiøst motivkompleks” rummende elementer som sorg og smerte, angst for sygdom, magtesløshed, affældighed, død; skuffede håb og angst for børnenes fremtid; frygt for det ukendte og overmægtige, for nederlag og afvisning; kulturelt pres, dårlig livskvalitet, behov for accept og anerkendelse, for et “ståsted” og for at tilhøre en gruppe; gruppepres, kontakt- og aktivitetsbehov, længsel efter en stærk og tryghedsskabende faderfigur. Livet er skrøbeligt og tidsbegrænset. Man ældes langsomt og rammes usvigelig sikkert før eller siden af sygdom og død. Det er menneskets forbandelse: Bevidstheden om alt dette som hjernen giver os uden at være i stand til at finde en løsning.
At mennesker under de omstændigheder mister overblikket og giver sig til at spekulere over en dybere “mening” eller “årsag” når de som følge af tilfældighedernes spil rammes af en begivenhed eller måske endda af et “uforklarligt” sammentræf af begivenheder, er ikke svært at forstå. Hvorfor lige netop mig, og lige på det tidspunkt. Vi har et dybtliggende behov for at forstå hvad der sker. Når vi ikke kan finde ud af det, bliver vi modtagelige for overtro og religiøse forklaringer. Ejendommeligt nok virker religiøse begrundelser ofte meget stærkere end rationelle. Vi tror at vi tænker logisk og rationelt, men i virkeligheden styres vi af følelser, og religioner appellerer stærkt til følelserne. Rationelle forklaringer er mere krævende, ofte lange, indviklede og ”kedelige”.
Der findes et hav af forskellige religioner, og inden for disse er der myriader af trosretninger og sekter. Hvem har ret? Når folk vælger religion, sker det så ud fra kritiske overvejelser om dokumentation og troværdighed? Næ, i de allerfleste tilfælde tilslutter en religiøs person sig den religion der tilfældigvis er fremherskende i det omgivende samfund.

Religiøs tro har bivirkninger der er uønskede i vor tid. Den er tilbøjelig til at gøre de troende bedrevidende og intolerante og modvirker samarbejde med anderledes tænkende, dæmper nysgerrigheden, tvinger bestemte tankegange igennem og hæmmer fantasi, udvikling og kritik. Man har jo i sin(e) gud(er) fundet svaret på alle spørgsmål, så hvorfor søge? Religiøs ”fundamentalisme” fordummer aktivt sine tilhængere (fx må fundamentalistiske muslimer og ortodokse jøder hverken høre radio, se tv eller læse aviser) og avler ekstrem fanatisme.

Ensomhed indgår i det religiøse motivkompleks, antagelig som noget meget væsent­ligt. Den er udbredt, hver tiende dansker dør alene, bliver “fundet død”. Ensomhedsfølelsen virker yderligere hæmmende i kontakten med andre mennesker. Omgivelserne oplever den bedrøvede ensomme som sur, klæbende og sær på samme tid, de trækker de sig tilbage, og ringen er sluttet. Resultatet er at den ensomme føler sig endnu mere forladt i ensomhedens onde cirkel som uden tvivl ofte driver sit djævelske spil ved selvmord og selv­mordsforsøg. Jeg vil derfor ofre ensomhedens svøbe særlig omtale.
Ensomhedsfølelsens biologiske, udviklingshistoriske, “evolutionære” formål har utvivlsomt været at holde sammen på flokken, at sørge for at enkeltindivider ikke var for meget alene fordi de så ville være langt mere udsatte og sårbare i tidsperioder hvor flokke klarede sig bedst. Sådan er det ikke længere. De moderne samfund beskytter individerne i en sådan grad at man sagtens kan leve isoleret til daglig. Men ensomhedsfølelsen består, er stærk hos mange aleneboende og må derfor opfattes som et uhensigtsmæssigt og livsødelæggende levn fra fortiden. Den kan sammenlignes med det moderne menneskes over­vægtsproblemer. Før i tiden var det sådan at den der kunne spise mest og oparbejde de største fedtreserver mens der var føde at få, også var i stand til at klare sig bedst igennem hungerperioder. Men i dag er der i vore samfund et så stort overskud af mad at den gode appetit og den deraf følgende fedtreserve, som vi nu kalder “overvægt”, bliver sundhedsfarlig. Mange mennesker opfatter ensomheden som en følge af fejl hos dem selv, og de nærer skyldfølelser oveni. Men der er altså tale om et biologisk fænomen, en udbredt egenskab der må betragtes som et af menneskets grundvilkår på linje med sult, vejrtrækning, vandlad­ning, afføring og sex, jævnfør ”Every man is an island” (Hemingway) og ”Hundrede års ensomhed” (Gabriel Garcia Marquez).
Imidlertid fremmer samfundsstrukturen ensomheden. Selv de svageste – de sindssyge og dem med plejebehov – skubbes endnu længere ud i ensomhed gennem distriktspsykiatri og plejehjemsnedlæggelser. Og tag informations­teknologien: Mere og mere foregår elektronisk, personlige møder er sjældent nødvendige i praksis, flere og flere tilbringer mere og mere tid foran fjernsynet med zapperen i hånden eller ved computeren med spil og internet.
Nogle vil måske hævde at vi ikke kan gøre noget ved ensomheden da intet hindrer folk i at være mere sammen. Ensomhedens svøbe er der ikke desto mindre, og den er uønsket, altså eksisterer der ensomhedsskabende forhold. Sådanne barrierer bør bearbejdes og om muligt fjernes. Men måske viser ensomhedsfølelsen sig at være så dybt forankret at man må ty til brug af egnede kemiske hjælpemidler. Her ligger der et oplagt nyt område for medi­cinal­industrien, antiensomhedsfølelsespiller til et stort og voksende marked. Eller teflon splejset ind i generne så alt preller af, eller hvad ved jeg.

Hvad er det der virkelig betyder noget for os mennesker? Et godt liv, naturligvis. Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er noget i retning af ”hvordan har du det?” Og når vi skilles ”ha’ det godt!” De meget heldige får et godt liv, de mindre heldige får et dårligt. Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for så godt et liv som muligt, for os selv og andre. Alligevel forskes der stort set ikke på seriøst niveau i ”det gode liv”. Vi bruger enorme summer på forskning i astronomi og universets opståen, i partikelfysik, våbensystemer og elektroniske dimser, men ikke på livets indhold her og nu. Vi skaber tekniske revolutioner og håber at de gavner mennesket. Vi undersøger livsstilsfaktorer, mad og medicinsk behandling med henblik på forlængelse af livet, men hvad er det værd hvis ikke livet er godt? Det allervigtigste, det der virkelig betyder noget, det der er mange ord for, som “livskvalitet”, “glæde”, “livsindhold” og “lykke”, det gør stater i almindelighed ikke noget målrettet ved. Hvordan er vore behov, og hvordan kan de mest formålstjenligt dækkes? På det område burde der for alvor gøres en seriøs, forskningsmæssig indsats.

Seriøs livskvalitetsforskning er tiltrængt. Jeg foreslår derfor oprettelse af livskvalitetsfakulteter som skal forske i hvad der giver mennesket optimale livsbetingelser. Det er ikke tilstrækkeligt at lade stå til og overlade samfundets udformning til økonomisk drift, tilfældige politikere og tilfældige ideologier. Kun seriøs forskning giver mulighed for løsning af verdens, af menneskets problemer.
Man kunne begynde med at nedlægge statslige præsteuddannelser og statskirker og i stedet bruge de offentlige ressourcer på noget der kommer alle til gode, det mest tiltrængte og alligevel negligerede: rationel livskvalitetsudvikling.

Meningen med livet er det vi selv er i stand til at skabe på de eksisterende betingelser, under hensyn til og i samarbejde med andre. Miraklernes tid er ikke forbi. Vi lever i den. Miraklerne skaber vi selv.

Svend Lings

Ondskab og intolerance

Er Anders Breivik bare ond, sindssyg, sadist … eller hvad?

Forestillingen om at onde mennesker er sadister, passer ikke. Det er naturligt at tro at der bag grusomme handlinger står umenneskelige uhyrer, men den tro gør os blinde for hvad vi selv rummer. Sagen er nemlig at langt de fleste af dem der deltager i de uhyrligste forbrydelser, er temmelig almindelige.
Når et menneskeligt fænomen er vanskeligt at forklare, hjælper det ofte at betragte det under en såkaldt teleologisk synsvinkel, det vil sige at se på dets hensigtsmæssighed eller formål i biologisk evolutionær forstand: Hvordan kan en egenskab eller adfærd have fremmet artens overlevelse?
Intolerancen har som alle andre menneskelige fænomener en biologisk funktion, nemlig at skærpe den indbyrdes kamp med den stærkestes overlevelse som formål. Intolerance er altså en naturlig, rodfæstet egenskab som det er vanskeligt at bekæmpe. Derfor er vi nødt til altid og vedholdende at forsøge at undertrykke og modarbejde den, både hos os selv og andre. Ikke for at udrydde den, det vil aldrig være muligt, men for at begrænse skadevirkningerne.
Der er forskellige former for ondskab. Vi kan gøre ondt for selv at opnå fordele. Eller vi kan gøre det onde i overbevisning om at vi faktisk gør det gode ved at “rense” samfundet for “de onde”, de forkerte og anderledes tænkende, de foragtelige eller truende, det være sig hekse, politiske modstandere, tutsier, katolikker, jøder, muslimer eller socialdemokrater. Der er også ondskabens medløbere som egentlig ikke tænker over hvad de gør, men det er altid de andre (og ofte dem der er udset til en snarlig død) der er de onde. Alt sammen indgår det i en evolutionær sammenhæng og har en biologisk forklaring: Det skærper individernes og gruppernes indbyrdes kamp og fremmer den stærkestes overlevelse.
Religiøse mennesker vil spørge ”Hvordan kunne Gud lade det ske?” Teologiens såkaldte teodicéer handler om hvordan åbenlyse onder som naturkatastrofer, epidemier, krig og terror, massemord og børnemishandling kan forenes med troen på en god og almægtig gud. Teodicéer fører til bortforklaringer og til forsoning med onder som vi i stedet bør forstå og bekæmpe. Først når man forkaster religiøse forklaringer på ondskaben, afviser at se den som djævelens værk, bliver det en påtrængende menneskelig pligt aktivt at modvirke den, ligesom intolerancen. Fordi de begge er livsødelæggende, og fordi vi som civiliserede individer ikke bare kan acceptere naturens skånselsløse udvælgelse og den stærkestes overlevelse som vort eget mål. Først når vi er bevidste om vor egen ondskab, kun ved at sætte foden på dens nakke, får vi en chance for at kontrollere den. Når man ikke tror på at ofrenes lidelser i Auschwitz, i Stalins Rusland, i Rwanda eller Srebrenica var Guds vilje, når man ikke tror på at ofrene får en eller anden form for guddommelig oprejsning, bliver man tvunget til at overveje hvad vi selv kan gøre for at undgå nutidig og fremtidig ondskab, og vi får pligt til at gribe ind mod forhånelse og dæmonisering af enkeltindivider og grupper, her og nu.
Intolerance og ondskab optræder altså ligesom andre menneskelige egenskaber (og biologiske fænomener) hos os alle i forskellige grader og til daglig i det små. Er Breivik og Toulouse-morderen onde? Ja. Er de intolerante? Det tør siges. Er de sindssyge? Næppe. De er blot mennesker hvor naturligt iboende kræfter i ekstrem grad har taget overhånd. Findes deres lige? Ja. Hvordan undgår vi gentagelser? Det er ikke muligt. Den slags hændelser vil altid forekomme i en eller anden udformning, men er heldigvis sjældenheder. Og årsagerne er langt dybere og stærkere end overfladiske fænomener som ”tonen” og debatklimaet.

Svend Lings

Enten skal Det Etiske Råd nedlægges, eller også skal det åbnes

Det Etiske Råd har gennem mange år haft afgørende indflydelse på politikernes beslutninger i vanskelige og kontroversielle eksistentielle spørgsmål ved at rådgive folketing og sundhedsmyndigheder. Rådets møder er ikke offentligt tilgængelige, og referaterne udarbejdes kun til internt brug? Hvorfor denne lukkethed?

Det Etiske Raad fungerer som en barriere mellem befolkning og politikere. Det er en anakronisme der vækker mindelser om 1800-tallets paternalisme, og det bør nedlægges til fordel for en direkte dialog mellem folk og deres repræsentanter på tinge. Det ville både gavne samfundsdebattens kvalitet og styrke demokratiet. Væsentlige diskussioner med stor potentiel betydning for samfundsforholdene bør ikke foregå i et lukket forum. Hvis politikerne ikke kan blive enige om nedlæggelse, må Rådets møder i det mindste gøres mere åbne og referaterne offentligt tilgængelige.

Svend Lings

Den langsomme, smertefri død er en illusion

En bitter død kan ofte kun afværges ved narkose

Flere læger har taget afstand fra aktiv dødshjælp under henvisning til at man i dag råder over så effektive smertelindrende midler at den bitre, smertefulde død ikke længere er en trussel. Det er jo ikke sandt. Mange lidelser giver fortsat så svære smerter at kun en eller anden grad af narkose tager toppen af lidelserne. Hvis man er i narkose, må man holde sengen, men det kan ingen tåle, så bare af den grund vil man dø, før eller senere. Der er altså under alle omstændigheder tale om en form for aktiv dødshjælp, det er kun et spørgsmål om dosis og tidspunkt for dødens indtræden.

Og det drejer sig jo om meget mere end smerter. Mange former for lidelse kan man ikke gøre noget ved, de kan kun blive værre. For eksempel kroniske lungelidelser med vedholdende, udtalt åndenød, langsomt fremadskridende kvælning og kvælningsangst. Eller svære lammelser ved en række nervesygdomme og muskellidelser. Eller vedvarende kvalme og opkastninger. Eller inkontinens, svimmelhed og bevægelseshæmning, ofte i kombination, med deraf følgende social isolation.

Jeg har svært ved at forstå hvordan læger kan opfatte en sådan død i hjælpeløshed som værdig og acceptabel med slanger og katetre både her og der, uden udsigt til bedring og med smerter ved den mindste bevægelse fx når kræft har spredt sig til knoglerne. Og jeg har endnu sværere ved at forstå at man sætter sig til dommer over patienten og nægter at efterkomme dennes velovervejede ønske om en snarlig afslutning. Disse lægers holdning synes at udspringe af manglende indlevelsesevne, af mistillid til både behandlere og pårørende og af frygt for kriminalitet.
Kriminalitet bekæmpes med dertil egnede midler. Medmenneskelighed udøves gennem aktiv hjælp til andre, der træffer deres eget valg.

Læs mere om aktiv dødshjælp på Læger for aktiv Dødshjælps hjemmeside.

Svend Lings

Det Etiske Råd er udemokratisk og bygger på mistillid til befolkningens tænkeevne

Den måde vor hjerne er indrettet på, tvinger os alle til at være bevidste om og tænke over de store spørgsmål: livet, døden, hvorfor vi er til, lidelsens formål. Det er vanskelige og ofte smertelige tanker, men der er ingen vej udenom, det ligger i menneskets natur. Den hjerne rummer altså megen smerte, men den gør det også muligt for os at leve sammen på en fornuftig måde og fx indrette os med demokratiske parlamenter hvis sammensætning på en række punkter afspejler befolkningen, og hvis medlemmer må stå til ansvar over for os andre.
Det kan derfor forekomme absurd at netop hvad angår de store, eksistentielle spørgsmål, hopper den politiske og demokratiske kæde af. Folketinget har nemlig nedsat et ”etisk” råd hvis medlemmer udpeges af et udvalg ud fra uklare kriterier. Det har altid været domineret af teologer og troende kristne. Bag det råd kan politikerne så dække sig. De vil til enhver tid kunne undgå konfrontationer med kritiske vælgere under henvisning til rådets udtalelser. Det er en kortslutning af den demokratiske proces. Tror man på demokratiet, eller gør man ikke?

Svend Lings

Det Etiske Råd har en uetisk holdning

Befolkningsflertallet går ind for aktiv dødshjælp, men Det Etiske Råd går imod. Hvilket illustrerer at rådet er ude af trit med befolkningen og indtager en udpræget konservativ holdning.
(mere…)

Albert Camus

At afgøre om livet er værd at leve, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.

Albert Einstein

Ordet ”Gud” er for mig ikke andet end udtryk for og et produkt af menneskelig svaghed.

Guds videnskabelige og pædagogiske kvalifikationer

1. Han publicerede kun et enkelt værk.
2. Det var på hebræisk.
3. Der var ingen referencer.
4. Det blev ikke publiceret på et anerkendt forlag.
5. Nogle tvivler endda på at han selv skrev det.
6. Han skabte muligvis verden, men hvad har han lavet siden?
7. Forskere har svært ved at reproducere hans resultater.
8. Han ansøgte aldrig Den Videnskabsetiske Komité om tilladelse til at bruge mennesker som forsøgsobjekter.
9. Når et eksperiment gik galt, forsøgte han at skjule det ved at drukne forsøgspersonerne.
10. Når forsøgspersonerne ikke opførte sig som forventet, eliminerede han dem.
11. Han mødte sjældent til undervisningen og lod bare meddele at studenterne skulle læse hans bog.
12. Det påstås endda at han lod sin søn undervise.
13. Han udelukkede sine to første studenter fra undervisningen.
14. Selv om der kun var 10 krav, dumpede de fleste af hans studerende.
15. Hans kontor åbnede uregelmæssigt og ofte på en bjergtop med begrænset adgang.
16. Der foreligger ingen oplysninger om samarbejde med kolleger.

Jesu dokumentationsmæssige indsats

Han har ikke efterladt en skreven linje. Måske kunne han slet ikke skrive…Skade at en personlighed, der i to tusind år har sat Europa i bevægelse, kun har skrevet i sandet.

Georg Brandes i “Sagnet om Jesus”

Orientering til Gud

En fysiker fortalte engang sin ven at han ville til at skrive dagbog.
– Det er ikke meningen at den skal udgives. Jeg vil bare nedskrive hvad der faktisk er hændt som en oplysning til Gud.
– Tror du ikke at Gud allerede ved hvad der er hændt?
– Jo, men han kender ikke min version.

Big words and little ones

Never fear big long words

    big long words mean little things.

      All big things have little names

        such as life and death, peace, and war

          or dawn, day, night, hope, love, home.

            Learn to use little words in a big way.

              It is hard to do

                  but they say what you mean.

                    When you don’t know what to mean

                      use big words –

                        that often fools little people.

Monne mus som fæ fjærte

Visselig vil røv revne!

Guds videnskabelige, faglige og pædagogiske kvalifikationer

1. Han producerede kun en enkelt større publikation.
2. Den var på hebræisk.
3. Der var ingen litteraturreferencer.
4. Den udkom ikke i et anerkendt tidsskrift.
5. Nogle tvivler endda på at han selv skrev den.
6. Det er muligt at han skabte verden, men hvad har han lavet siden?
7. Andre har svært ved at eftergøre hans resultater.
8. Han ansøgte aldrig Den Videnskabsetiske Komité om tilladelse til at bruge mennesker som forsøgsobjekter.
9. Når et eksperiment gik galt, forsøgte han at skjule det ved at drukne deltagerne.
10. Når deltagere ikke opførte sig som forventet, eliminerede han dem fra forsøget.
11. Han mødte sjældent op til undervisning, lod bare meddele at studenterne skulle læse hans bog.
12. Nogle påstår endda at han lod sin søn overtage undervisningen.
13. Han bortviste de to første studenter fordi de havde lært noget.
14. Skønt der kun var ti opgaver, kunne de fleste studenter ikke bestå prøven.
15. Han kom sjældent og uregelmæssigt til møderne, der ofte blev afholdt med adgangsbegrænsning på bjergtoppe.
16. Der foreligger ingen oplysninger om samarbejde med kolleger.