Alternativ juleprædiken
Den mørke årstid kan være tung at komme igennem. Det er utvivlsomt derfor at mennesket gennem umindelige tider på årets korteste dage har holdt lysfest og har villet glæde sig med rigelig mad og drikke, ja endog ønsker at glæde hinanden med gaver. Det vi kalder jul.
De tungsindige har det særlig svært i julen, og antallet af selvmord topper lige nu. En del mennesker er ulykkelige og lider under ensomhed, rædsel for alderdom og død, måske kronisk sygdom, angst eller depression, og en anelse om at det hele er meningsløst.
Vore forfædres høje dødsrisiko, den korte levealder og deres langt vanskeligere levevilkår resulterede i higen efter modsætningerne, nemlig evigt liv under paradisiske omstændigheder. Til den ende skabte man religiøse forestillinger som fortsat har tag i mange mennesker, også selvom de tilsyneladende lever et rimeligt liv. Der tales om et ”religiøst motivkompleks” rummende elementer som sorg og smerte, angst for sygdom, magtesløshed, affældighed, død; skuffede håb og angst for børnenes fremtid; frygt for det ukendte og overmægtige, for nederlag og afvisning; kulturelt pres, dårlig livskvalitet, behov for accept og anerkendelse, for et “ståsted” og for at tilhøre en gruppe; gruppepres, kontakt- og aktivitetsbehov, længsel efter en stærk og tryghedsskabende faderfigur. Livet er skrøbeligt og tidsbegrænset. Man ældes langsomt og rammes usvigelig sikkert før eller siden af sygdom og død. Det er menneskets forbandelse: Bevidstheden om alt dette som hjernen giver os uden at være i stand til at finde en løsning.
At mennesker under de omstændigheder mister overblikket og giver sig til at spekulere over en dybere “mening” eller “årsag” når de som følge af tilfældighedernes spil rammes af en begivenhed eller måske endda af et “uforklarligt” sammentræf af begivenheder, er ikke svært at forstå. Hvorfor lige netop mig, og lige på det tidspunkt. Vi har et dybtliggende behov for at forstå hvad der sker. Når vi ikke kan finde ud af det, bliver vi modtagelige for overtro og religiøse forklaringer. Ejendommeligt nok virker religiøse begrundelser ofte meget stærkere end rationelle. Vi tror at vi tænker logisk og rationelt, men i virkeligheden styres vi af følelser, og religioner appellerer stærkt til følelserne. Rationelle forklaringer er mere krævende, ofte lange, indviklede og ”kedelige”.
Der findes et hav af forskellige religioner, og inden for disse er der myriader af trosretninger og sekter. Hvem har ret? Når folk vælger religion, sker det så ud fra kritiske overvejelser om dokumentation og troværdighed? Næ, i de allerfleste tilfælde tilslutter en religiøs person sig den religion der tilfældigvis er fremherskende i det omgivende samfund.
Religiøs tro har bivirkninger der er uønskede i vor tid. Den er tilbøjelig til at gøre de troende bedrevidende og intolerante og modvirker samarbejde med anderledes tænkende, dæmper nysgerrigheden, tvinger bestemte tankegange igennem og hæmmer fantasi, udvikling og kritik. Man har jo i sin(e) gud(er) fundet svaret på alle spørgsmål, så hvorfor søge? Religiøs ”fundamentalisme” fordummer aktivt sine tilhængere (fx må fundamentalistiske muslimer og ortodokse jøder hverken høre radio, se tv eller læse aviser) og avler ekstrem fanatisme.
Ensomhed indgår i det religiøse motivkompleks, antagelig som noget meget væsentligt. Den er udbredt, hver tiende dansker dør alene, bliver “fundet død”. Ensomhedsfølelsen virker yderligere hæmmende i kontakten med andre mennesker. Omgivelserne oplever den bedrøvede ensomme som sur, klæbende og sær på samme tid, de trækker de sig tilbage, og ringen er sluttet. Resultatet er at den ensomme føler sig endnu mere forladt i ensomhedens onde cirkel som uden tvivl ofte driver sit djævelske spil ved selvmord og selvmordsforsøg. Jeg vil derfor ofre ensomhedens svøbe særlig omtale.
Ensomhedsfølelsens biologiske, udviklingshistoriske, “evolutionære” formål har utvivlsomt været at holde sammen på flokken, at sørge for at enkeltindivider ikke var for meget alene fordi de så ville være langt mere udsatte og sårbare i tidsperioder hvor flokke klarede sig bedst. Sådan er det ikke længere. De moderne samfund beskytter individerne i en sådan grad at man sagtens kan leve isoleret til daglig. Men ensomhedsfølelsen består, er stærk hos mange aleneboende og må derfor opfattes som et uhensigtsmæssigt og livsødelæggende levn fra fortiden. Den kan sammenlignes med det moderne menneskes overvægtsproblemer. Før i tiden var det sådan at den der kunne spise mest og oparbejde de største fedtreserver mens der var føde at få, også var i stand til at klare sig bedst igennem hungerperioder. Men i dag er der i vore samfund et så stort overskud af mad at den gode appetit og den deraf følgende fedtreserve, som vi nu kalder “overvægt”, bliver sundhedsfarlig. Mange mennesker opfatter ensomheden som en følge af fejl hos dem selv, og de nærer skyldfølelser oveni. Men der er altså tale om et biologisk fænomen, en udbredt egenskab der må betragtes som et af menneskets grundvilkår på linje med sult, vejrtrækning, vandladning, afføring og sex, jævnfør ”Every man is an island” (Hemingway) og ”Hundrede års ensomhed” (Gabriel Garcia Marquez).
Imidlertid fremmer samfundsstrukturen ensomheden. Selv de svageste – de sindssyge og dem med plejebehov – skubbes endnu længere ud i ensomhed gennem distriktspsykiatri og plejehjemsnedlæggelser. Og tag informationsteknologien: Mere og mere foregår elektronisk, personlige møder er sjældent nødvendige i praksis, flere og flere tilbringer mere og mere tid foran fjernsynet med zapperen i hånden eller ved computeren med spil og internet.
Nogle vil måske hævde at vi ikke kan gøre noget ved ensomheden da intet hindrer folk i at være mere sammen. Ensomhedens svøbe er der ikke desto mindre, og den er uønsket, altså eksisterer der ensomhedsskabende forhold. Sådanne barrierer bør bearbejdes og om muligt fjernes. Men måske viser ensomhedsfølelsen sig at være så dybt forankret at man må ty til brug af egnede kemiske hjælpemidler. Her ligger der et oplagt nyt område for medicinalindustrien, antiensomhedsfølelsespiller til et stort og voksende marked. Eller teflon splejset ind i generne så alt preller af, eller hvad ved jeg.
Hvad er det der virkelig betyder noget for os mennesker? Et godt liv, naturligvis. Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er noget i retning af ”hvordan har du det?” Og når vi skilles ”ha’ det godt!” De meget heldige får et godt liv, de mindre heldige får et dårligt. Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for så godt et liv som muligt, for os selv og andre. Alligevel forskes der stort set ikke på seriøst niveau i ”det gode liv”. Vi bruger enorme summer på forskning i astronomi og universets opståen, i partikelfysik, våbensystemer og elektroniske dimser, men ikke på livets indhold her og nu. Vi skaber tekniske revolutioner og håber at de gavner mennesket. Vi undersøger livsstilsfaktorer, mad og medicinsk behandling med henblik på forlængelse af livet, men hvad er det værd hvis ikke livet er godt? Det allervigtigste, det der virkelig betyder noget, det der er mange ord for, som “livskvalitet”, “glæde”, “livsindhold” og “lykke”, det gør stater i almindelighed ikke noget målrettet ved. Hvordan er vore behov, og hvordan kan de mest formålstjenligt dækkes? På det område burde der for alvor gøres en seriøs, forskningsmæssig indsats.
Seriøs livskvalitetsforskning er tiltrængt. Jeg foreslår derfor oprettelse af livskvalitetsfakulteter som skal forske i hvad der giver mennesket optimale livsbetingelser. Det er ikke tilstrækkeligt at lade stå til og overlade samfundets udformning til økonomisk drift, tilfældige politikere og tilfældige ideologier. Kun seriøs forskning giver mulighed for løsning af verdens, af menneskets problemer.
Man kunne begynde med at nedlægge statslige præsteuddannelser og statskirker og i stedet bruge de offentlige ressourcer på noget der kommer alle til gode, det mest tiltrængte og alligevel negligerede: rationel livskvalitetsudvikling.
Meningen med livet er det vi selv er i stand til at skabe på de eksisterende betingelser, under hensyn til og i samarbejde med andre. Miraklernes tid er ikke forbi. Vi lever i den. Miraklerne skaber vi selv.
Svend Lings