Meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi til? Det er gyldne spørgsmål som mennesket antagelig har stillet lige siden det blev i stand til at tænke abstrakt. Utallige filosoffer, religiøse eller ikke, har stillet Spørgsmålet og forsøgt at svare, og mange stiller det hver eneste dag, til sig selv og til andre. Nogle har søgt svaret intenst, så intenst at det har ødelagt livet for dem fordi de ikke fandt det. Og de der mener at have fundet det inden for en eller anden religiøs retning, narrer sig selv. I virkeligheden er spørgsmålet nemlig meningsløst.
Menneskets hjerne, som man passende kunne kalde det ‘Indre Fedtlegeme’ (forkortet IF), ligger i sin knoglekasse og består for størstedelens vedkommende af vand og fedt samt nogle æggehvidestoffer til at holde sammen på det hele. Ak, hvad forstår denne masse? Blot fordi den er konstrueret til at tænke i ‘formål’, ‘mening’ og styringspyramider – den slags tankemønstre har åbenbart fremmet artens overlevelse – overfører den disse forestillinger til omgivelserne. Ikke bare til dyr og planter omkring os som vi tillægger menneskelige egenskaber, til sol og måne med menneskeansigter, men til hele universet. ‘Der må da være en mening’, ‘der må da være nogen eller noget som styrer det hele!’ Næ. Der sidder ingen steder et menneskelignende, flinkt gammelt væsen eller et guddommeligt princip som ordner alt til det bedste.
Kaosteorierne trænger sig på. Alt er kaos og skyldes kaos, i det mindste set fra IF. Vi eksisterer tilsyneladende kun som følge af uoverskuelige rækker af tilfældigheder, ikke med noget højere formål. Alt hvad vi kan observere, sanse og opfatte, er en følge af ‘kaos’. Kan ‘tilfældighedens lov’ virkelig være det væsentligste styrende princip? Når man ignorerer det semantisk umulige i at noget tilfældigt kan være styrende (stadig set fra IF), så ser det lige nu ud som om alt stof og det deraf langsomt udviklede ‘liv’ er følger af tilfældige elektromagnetiske positive og negative spændingsvariationer i det tomme rum. Det uendeligt små i det uendeligt store. Spændingsvariationer i større og større ‘klumper’ der efterhånden har udviklet sig til ‘atomer’, ‘molekyler’, ‘stoffer’…’organismer’, både det ene og det andet. Tid har der jo været nok af, tiden er og har som bekendt altid været uendelig i begge retninger. Men heller ikke det er til at forstå.
Vi kan ikke rumme universum, og den menneskelige tænkeevne er uendeligt sårbar. En smule kemi eller et par elektroner afsporer det hele. IF er nemlig slet ikke lavet til at fatte og forstå det der for os tager sig ud som ‘livets store spørgsmål’. Vi sætter IF på opgaver som det ikke er skabt til, og som det ikke kan klare. IF er udviklet til at optimere artens overlevelse i konkurrence med andre dyr og dyriske egenskaber, i kamp med naturkræfterne, ikke andet. Når man indfører begreber som ‘gud’ og ‘ånd’, ja så er det allerede gået galt, så har tænkeevnen igen ikke slået til.
IF er tilbøjeligt til at tænke i absolutte begreber som fx ‘rigtigt’, ‘forkert’, ‘ret’ og ‘sandhed’, men disse er, ligesom vore andre forestillinger, selvskabte. Naturen kender intet til dem, så at sige. En skarp diskussion om hvad der er rigtigt eller forkert ender næsten altid med at ‘ingen kan sige hvad der er det rigtige. Derfor kan det ene være lige så godt som det andet’, og ‘hvem skal afgøre det?’ Det er kernen i postmodernisme. Der er imidlertid ikke brug for subtile ordkløverier og disputer om ikke-sanselige begreber.

Vi skal videre
Hvis vi mennesker med vor stærkt begrænsede fatteevne skal gøre os forhåbninger om at komme videre, dvs. skabe et bedre liv for alle, må vi opgive at finde Svaret. Det kan ikke nytte at vi fortaber os i endeløse tankerækker og forvirrede ender med at mene at det ene jo kan være lige så rigtigt som det andet. Det er væsentligt at holde fast ved nogle få vigtige sømærker, fx ‘fornuft’ (herunder kontrol og kritik), ‘logik’, ‘sandsynlighed’ og ‘erfaring’ (i betydningen sanseoplevelser, herunder eksperimentelle resultater). Disse basale begreber bliver ejendommeligt nok ofte forbigået selv om jeg tror at de fleste vil kunne vedkende sig dem. Det er begreber som en sund IF er i stand til nogenlunde at fatte og operere med, omend noget vaklende. Ikke sådan at forstå at jeg afskriver filosofi og anden form for teori, men de er særdeles risikable foretagender. Det fedtlegeme!
‘Fornuften’ afgør hvad der er ‘logisk’ og ‘sandsynligt’. Jamen hvad er så‘fornuf­tigt’? ‘Det vil man jo kunne blive ved med at strides om’. Ja, det vil man kunne, og det vil man med garanti også gøre, som en logisk følge af kaos. Det afspejler IFs mangelfuldhed. Men vi er nødt til at bestræbe os på at tænke og agere rationelt, forberedt på ustandselig at tage fejl. Fornuften er det mindst ringe vi har. Men også ‘den sunde fornuft’ har taget røven på menneskeheden utallige gange. Det er derfor nødvendigt altid at være åben og kritisk – herunder selvkritisk. Man kan søge efter sandhed, men aldrig finde den eller regne med at være i stand til at forstå endegyldigt. Det bedste vi kan opnå er, ved noget så kedeligt som ihærdigt arbejde og fornuft, at komme nærmere og nærmere. En god sproglig vending er derfor ‘som det ser ud lige nu’. Sådan er betingelserne. Alt er ikke lige godt. Vi må vælge det mindst ringe, men hele tiden være parat til at skifte standpunkt når forudsætningerne ændres, fejl opdages eller nye oplysninger kommer frem.

Hermeneutik og naturvidenskab
Hvis vi vil forbedre livet, må vi forske. Der er (mindst) to metoder. Groft kan det siges at man ved hermeneutisk forskning søger at fortolke det observerede, mens naturvidenskabelige metoder går ud på at måle, tælle og beregne (derfor kaldes naturvidenskabsmanden undertiden lidt nedsættende for ‘frekventist’ eller ‘biologisk bogholder’). Hermeneutik og naturvidenskab præsenteres ofte som modsætninger. Det er de ikke. De er blot to trin i samme udviklingsrække, og de bruges i to forskellige situationer. De begynder begge med en ide, men når ideen eller idekomplekset er formet, går naturvidenskabsmanden i gang med dataindsamling og eksperimenter, mens hermeneutikeren fortsætter ad teoretiske baner. Den hermeneutiske metode bruges når der ikke kan indsamles tilstrækkeligt med data til at naturvidenskabelige metoder kan tages i anvendelse. Det beviser ikke at ‘der er mere mellem himmel og jord’ end hvad der kan forklares ud fra en naturvidenskabelig tankegang, kun at IF ikke evner at skaffe sig data nok i den pågældende sammenhæng. Mens man i naturvidenskabelig forskning klog af skade søger at tage ved lære af menneskets mange fejltagelser, fx med kravene om kontrol og statistisk sandsynlighed, vover man med den hermeneutiske metode et øje eller to og fortolker, på gyngende grund, uden anden mulighed for kontrol end ‘fornuft’. Der er intet til hinder for at naturvidenskabsmanden kan bruge hermeneutisk metode når situationen kræver det, eller omvendt. Det afgørende fælles for metoderne er søgen efter sandhed. I almindelighed er den naturvidenskabelige imidlertid klart overlegen. En god målestok for en teoris/metodes duelighed er resultaterne. Naturvidenskaben har vist sin brugbarhed utallige gange og ført til epokegørende opdagelser hvorfor den bør anvendes hvor det er muligt. Hvilke slående resultater kan den hermeneutiske forskning fremvise?
Lad os tage et par eksempler. Alle er enige om at der skal bruges naturvidenskabelige metoder hvis man vil gøre sig forhåbninger om at sende sonder til andre planeter, her dur den hermeneutiske metode overhovedet ikke. Til gengæld kan denne være den eneste anvendelige på visse forskningsområder, fx litteraturvidenskab, men det er klart at den er fuld af faldgruber. Et aktuelt illustrativt eksempel er en doktorands forsøg på tolkning af Svend Åge Madsens digte i dennes nærvær. Det gav sig morsomme udslag. I den sammenhæng er hermeneutikken ikke desto mindre det mindst ringe.
Mens naturvidenskaben altså bliver ved med at producere skelsættende resultater, producerer den hermeneutiske forskning sjældent andet end uenighed. Selv de største ‘tænkere’ er, ad vidt forskellige baner, nået frem til modstridende slutninger. Store tænkere, herunder dette blads debattører, kan kun blive enige om meget lidt og er rygende uenige på væsentlige punkter. De kan ikke alle have ret som det så rigtigt siges, de kan ikke engang have lige meget ret. Deres IF’er har fået forskellige input, og de har forskellige forudsætninger. De er nemlig normale, og deres IF’er arbejder usikkert, varierende og fejlfyldt. IF kan slet ikke overskue det. Hvis det kunne, ville der ikke være så mange forskellige opfattelser, så ville alle velfungerende hjerner følge de samme logiske baner og nå frem til samme resultater. Virkeligheden er at man kan bevæge sig ud ad et uendeligt antal tangenter, og det gør IF så, ude af stand til at holde styr på dem.

Sandsynlighedstænkning
Vi skal lade være med at tro og i stedet tænke i sandsynligheder. Konsekvent sandsynlighedstænkning (ST) er imidlertid sværere end man skulle tro. Vi forholder os hellere til dikotomier som enten/eller, rigtigt/forkert, sandt/usandt, sort/hvidt. Men vi bør vænne os til hele tiden i stedet at arbejde med forskellige grader af sandsynlighed, eventuelt dikotomien mere sandsynligt/mindre sandsynligt. ST har nemlig flere fordele. Den rummer både logik, fornuft og usikkerhed, hvormed fejlkilder tages i betragtning, og fastholden ved ‘sandheder’ skubbes fjernere. ST er naturlig også i hermeneutiske sammenhænge. På en måde kan man sige at det tilsyneladende skisma mellem hermeneutisk og naturvidenskabelig tankegang ophæves af ST. Og så er der den store fordel at den har et matematisk sprog, hvilket gør at den langt hen ad vejen er tilgængelig for matematisk efterprøvning og eksperimentel testning. Men vi er så tilbøjelige til at tænke dikotomt at vi, selv i simple situationer hvor sandsynlighedsregning klart viser facit, kan have svært ved at forstå dette facit. Hvordan så ikke i situationer der er så komplicerede at der ikke engang kan regnes på dem?
Sandsynlighedstænkningen (“akademisk skepticisme”) er central i en kaotisk verden og indebærer at man ikke tiltager sig monopol, at intet er absolut sandt, men kun at en mulighed for øjeblikket forekommer mere sandsynlig end andre. Sandsynligheden for at der nogensinde opnås fuld enighed, er forsvindende lille. Dette er ikke ment som nihilisme, men kald det bare en art minimalisme eller reduktionisme. Vi kan kun håbe på et vist minimum af enighed eller fælles forståelse, men det behøver jo heller ikke at være så ringe og er værd at efterstræbe. Det vil trods alt være bedre end total uenighed og gør i hvert fald det hele mindre kedeligt.

Oplevelser og holdninger
Mange har givet udtryk for det synspunkt at musik, litteratur og anden kunst rummer en sandhedsværdi der ikke er naturvidenskabeligt dokumenterbar, men som alligevel ikke er til at komme uden om. Det er en sammenrodning af begreberne. ‘Sanselige’ oplevelser som nydelse, sorg, smerte og ‘aha’ er ikke ‘sandheder’ der skal bevises, men netop rent subjektive oplevelser der ikke har noget med videnskab at gøre, bortset fra at deres eksistens selvfølgelig er et naturvidenskabeligt faktum som kan forklares fysiologisk om man vil. Alle hjernefunktioner, inklusive dem der af nogle opfattes som ‘åndelige’, er elektrokemiske processer og i princippet egnede til naturvidenskabelig udforskning. Det bliver en oplevelse ikke mindre skøn af, heller ikke følelser som meningsfuldhed og livsglæ­de.
‘Holdninger’ kan siges at være IFs mere spekulative videreudvikling af andre dyrearters umiddelbare reageren og ageren på udefra kommende impulser. Imellem input og handling er der hos os indskudt et eller flere led hvor IF overvejer hvad vi bør gøre i en given situation. Derpå indtager vi en holdning som kan ende med at få abstrakt karakter og blive generaliseret.
Med andre ord så er æstetik, etik og naturvidenskab ikke modsætninger, og naturvidenskabsmænd er ikke blikdukker. Livskvalitet vil kunne studeres ikke bare hermeneutisk, men også med naturvidenskabelige epidemiologiske metoder, fx gennem undersøgelse af forekomsten af positive subjektive oplevelser hos individer i forskellige samfundsgrupper.

Teologiens indhold
Forslaget om nedlæggelse af de teologiske fakulteter er blandt andet blevet imødegået med at jeg ikke ved hvad der foregår, at man beskæftiger sig med meget andet end lige ‘det teologiske’. Det lyder troligt. Men det er skægt at man vil forsvare de teologiske fakulteter med noget der ikke er teologi. Det ville da være bagvendt at lade dette andet aflede opmærksomheden fra kerneydelsen som jo udtrykkes i fakultetsbetegnelsen ‘teologisk’: at producere teologiske kandidater og teologisk forskning. Jeg ved ikke alt om hvad der foregår, men jeg har stærke formodninger, og jeg kan se hvad der kommer ud af det. Et cirkus skal bedømmes på det der sker i manegen, ikke på hvad der foregår inde bagved. Og selv om mange er glade for cirkus og er villige til at betale for det, er det da ikke ensbetydende med at der skal være et statscirkus.

Hvordan teologien adskiller sig fra humaniora
Så længe man har lov at være uenige, at kritisere, at eksperimentere, at diskutere, går det jo så nogenlunde. Men det er netop her religioner og deres ‘videnskabelige’ paralleller til alle tider har forsyndet sig fordi de fremmer indelukketheden, selvtilstrækkeligheden og snæversynetheden og er med til at begrænse frihed og tolerance (tag taliban- og shiamuslimerne som eksempler der er til at få øje på). Nogle religiøse har misforstået det og ment at jeg beskylder de troende personligt for at være enøjede og intolerante, men det er jo ikke det sagen drejer sig om. Religionen gør noget ved mennesker. Den får dem til at tro på gud eller noget lignende, de tror for det meste også på en bestemt form for gudsdyrkelse, og de mener at have ret. Hvis folk vil dyrke en religion, så dem om det. Men hold staten udenfor.
Det er blevet hævdet at man kan argumentere lige så godt for en ned­læggelse af de humanistiske fakulteter som af de teologiske fordi ingen af dem er naturviden­skabelige. Det er forkert. ‘Fornuft’, ‘logik’ og ‘sandsynlighed’ kan bruges i humaniora, men ikke i teologien. Det er en afgørende forskel. Kernen i teologi er usandsynlig ulogisk og ufornuftig, og religiøs ‘tro’ er at opfatte som instinkt eller drift. Endvidere er hermeneutisk forskning rationel og udogmatisk, mens teologien er irrationel i sit udgangspunkt, ‘gud’, og opererer med dogmer. Endelig er der den forskel at humaniora ikke pådutter en befolkning noget som helst, hvilket teologien gør mere eller mindre direkte fx gennem præsterne.

Teleologi i stedet for teologi
Hvordan kommer vi så videre? Det er først og fremmest eksperimenter og nyopdagelser der tæller, at afsløre fejltagelser og lære af dem. Der vil teologien aldrig blive leveringsdygtig.
Teleologi handler om livsytringers formålstjenlighed med hensyn til artens overlevelse. Teleologiske synsvinkler er ofte nyttige at anlægge på tilsyneladende uforståelige biologiske fænomener. Til politikerne har jeg derfor følgende budskab: For at undgå at nogen skal tabe ansigt – efter århundreders bedrag – kan vi, i stedet for så drastisk at nedlægge de teologiske fakulteter, indgå en studehandel og nøjes med at indsætte et par bogstaver, “le”, i navnet, altså omdøbe dem til teleologiske fakulteter, og ændre deres arbejdsopgaver til seriøs livskvalitetsforskning.
‘Meningen med livet’, vort eneste livsindhold og formål, er det vi selv er i stand til at skabe. Det må vi så gøre, under hensyn til andre og andet i samme situation. Det kan være smerteligt at erkende, ‘den fundamentale smerte’, men sådan er det. Kun én udvej står tilbage: at være sig sit ansvar bevidst. Ansvaret for sig selv, for andre og for omgivelserne. Så flest muligt får så godt et liv som muligt.

Svend Lings