Det moderne menneske og det religiøse motivkompleks

Det moderne menneske plages ofte af ensomhed og ulykke, rædsel for alderdom og død, måske kronisk sygdom, angst eller depression, og anelsen om at det hele er meningsløst.
Vore forfædres høje dødsrisiko, den korte levealder og deres langt vanskeligere levevilkår resulterede i higen efter modsætningerne, nemlig evigt liv under paradisiske omstændig­heder. Til den ende skabte man religiøse forestillinger som fortsat har tag i mange mennesker, også selvom de tilsyneladende lever et rimeligt liv. Der tales om et tilgrundlig­gende “motivkompleks” rummende elementer som sorg og smerte; frygt for sygdom, magtesløshed, affældighed og død; skuffede håb og bekymringer for børnenes fremtid; frygt for det ukendte og overmægtige, for nederlag og afvisning; kulturelt pres; dårlig livskvalitet; behov for accept og anerkendelse, for et “ståsted” og for at tilhøre en gruppe; gruppepres, kontakt- og aktivitetsbehov; længsel efter en stærk og tryghedsskabende faderfigur.
Livet er skrøbeligt og tidsbegrænset. Man ældes langsomt og rammes usvigelig sikkert før eller siden af sygdom og død. Det er menneskets forbandelse: Bevidstheden om alt dette som hjernen giver os uden at være i stand til at finde en løsning. Det er som om man lever i et venteværelse, fastholdt af økonomi, arbejde, behov, ensomhed, skammen over ensomheden, frygt for tab, uigenkaldeligheden, følger af tidligere fejltagelser, forpligtelser, ansvar, hensyn.
At mennesker under de omstændigheder mister overblikket og giver sig til at spekulere over en dybere “mening” eller “årsag” når de som følge af tilfældighedernes spil rammes af en begivenhed eller måske endda af et “uforklarligt” sammentræf af begivenheder, er ikke svært at forstå. Hvorfor lige netop mig, og lige på det tidspunkt. Vi har et dybtliggende behov for at forstå hvad der sker. Når vi ikke kan finde ud af det, bliver vi modtagelige for overtro og religiøse forklaringer. Ejendommeligt nok virker religiøse begrundelser ofte meget stærkere på mennesker end rationelle betragtninger. Vi tror at vi tænker logisk og rationelt, men i virkeligheden styres vi af følelser, og religioner appellerer stærkt til følelserne. Religiøs udfoldelse kan i tilgift give stærke oplevelser, og dem rummer livet jo ikke for mange af. Rationelle forklaringer kræver mere, er ofte lange, indviklede og ”kedelige”.

Der findes et hav af forskellige religioner, og inden for disse er der myriader af trosretninger og sekter. En vietnamesisk sekt (Cao Dai) sammenblander endda bevidst alle store religioner i en pærevælling, medinddrager berømte mænd, fx Churchill, og tror på det alt sammen som guddommeligt.
Hvem har ret? Når folk vælger religion, sker det så ud fra kritiske overvejelser om dokumentation og troværdighed? Næ, i de allerfleste tilfælde tilslutter en religiøs person sig den religion der tilfældigvis er fremherskende i det omgivende samfund, hvilket viser at omgivelsernes påvirkning er afgørende for valget, ikke religionens indhold.
Under forsøg på at argumentere rationelt for religiøsitet kan man undertiden høre henvisninger til at mange berømte tænkere har været kristne. Et yndet eksempel herhjemme er Søren Kierkegaard, der i tide og utide bliver fremhævet som en af de største danske filosoffer overhovedet. Men man kan også hævde at han hovedsagelig indlagde sig fortjeneste ved at angribe præsteskabet og den etablerede kirke. Han forblev kristen, og en filosof der ikke er i stand til at hæve sig over den lokale religion, og som desuden er indædt antisemit, bør han kaldes stor?
Troen på Kristus som guds søn kan man høre begrundet med følgende naive betragtning: “Jamen alt det der fortælles om Jesus, om underne, det kan da ikke komme af ingenting”. Ork jo. Prøv at kigge i folkesagnslitteraturen. Og prøv at lægge mærke til hvilke historier netop omkring sygdom og helbredelse der cirkulerer selv i vor tid, i informationssamfundet, lige så fantastiske historier, som mange fuldt og fast tror på. Hvem har ikke hørt om nutidige alternative behandleres og asiatiske guruers magiske kræfter?

Religiøse drives altså blandt andet af trang til at søge hjælp i deres angst, trøst i deres sorg og lindring for deres smerte, af trang til inderlighed. Men religion og overtro er to sider af samme sag, nemlig indbildte løsninger på menneskelige problemer. Troen synes at mildne både livssmerten og dødsangsten. Er det da ikke godt? Næ, ikke længere. For religiøs “tro”, der kan betragtes som en art selvsuggestion, har bivirkninger der er uønskede i vor tid: Den er tilbøjelig til at gøre de troende bedrevidende, enøjede og intolerante, mentalt indelukkede i deres egen verden. Stærk tro modvirker således samarbejde med anderledes tænkende, dæmper nysgerrigheden, tvinger bestemte tankegange igennem og hæmmer fantasi, udvikling og kritik. Man har jo i sin(e) gud(er) fundet svaret på alle spørgsmål, så hvorfor søge? Proportionerne forvrænges, de meget troende ser og hører kun det der støtter dem i troen, og modstridende synspunkter ignoreres eller undertrykkes. Religiøs ”fundamentalisme” fordummer aktivt sine tilhængere (fx må fundamentalistiske muslimer og ortodokse jøder hverken høre radio, se tv eller læse aviser) og avler ekstrem fanatisme.

Ensomhed indgår i det religiøse motivkompleks, antagelig som noget meget væsent­ligt. Den er udbredt, hver tiende dansker dør alene, bliver “fundet død”. Jeg vil derfor ofre ensomhedens svøbe særlig omtale.
Ensomhedsfølelsens biologiske, udviklingshistoriske, “evolutionære” formål har utvivlsomt været at holde sammen på flokken, at sørge for at enkeltindivider ikke var for meget alene fordi de så ville være langt mere udsatte og sårbare i tidsperioder hvor flokke klarede sig bedst. Sådan er det ikke længere. De moderne samfund beskytter individerne i en sådan grad at man sagtens kan leve isoleret til daglig. Men ensomhedsfølelsen består, er stærk hos mange aleneboende og må derfor opfattes som et uhensigtsmæssigt og livsødelæggende levn fra fortiden. Den kan sammenlignes med det moderne menneskes over­vægtsproblemer. Før i tiden var det sådan at den der kunne spise mest og oparbejde de største fedtreserver mens der var føde at få, også var i stand til at klare sig bedst igennem hungerperioder. Men i dag er der i vore samfund et så stort overskud af mad at den gode appetit og den deraf følgende fedtreserve, som vi nu kalder “overvægt”, bliver sundhedsfarlig.
Ensomhedsfølelsen er i sig selv smertevoldende, ødelægger livsglæden og sænker stemningslejet, undertiden til det dybt depres­sive. Den fremmer mindreværds- og utilstrækkelighedsfølelse, skam- og skyld­følelse, selvforagt og en fornemmelse af at være anderledes. Alt dette virker yderligere hæmmende i kontakten med andre mennesker. Når omgivelserne desuden oplever den bedrøvede ensomme som sur, klæbende og sær på samme tid, trækker de sig tilbage, og ringen er sluttet. Uanset hvor godt et menneske det drejer sig om med høj moral, altid en ven i nøden, selvopofrende og kæmpende for ædle mål, så vil den lidende og nedstemte frastøde andre som elektrisk strøm og i tilgift føle sig svigtet fordi de trækker sig tilbage. Folk vil glædes, ingen kan glæde sig i nærheden af et lidende menneske, ingen kan udholde et bedrøvet ansigt eller en uskøn, modfalden, negativ attitude i længere tid. Resultatet er at den ensomme føler sig endnu mere forladt i ensomhedens onde cirkel som uden tvivl ofte driver sit djævelske spil ved selvmord og selv­mordsforsøg. Omvendt passer “til den der har, til ham skal der gives” i mere end én af livets sammenhænge: Den lyse, den glade og tilfredshedsstruttende, muntre og smilende, tiltrækker andre som søde sager tiltrækker fluer, bliver omsværmet og afholdt og endnu gladere, inviteres ustandselig, en god cirkel. Uanset kvalifikationer kan de naturlige smilere, dem der virker som om de kan lide én, de “charmerende”, dem med “et vindende væsen” nå langt. De har let ved at få kontakter og danne netværk, barrierer skrumper, veje jævnes. Hvis man så oven i købet ser godt ud, kan det give blomster. Svensk forskning tyder på at selv i retssale straffes de grimme hårdere end de smukke, og talrige undersøgelser har vist at smukke mennesker har mere sex med flere og sågar lever længere. Også i børneværelset, i børnehaven, i skolen og på arbejds­markedet bliver smukke mennesker forkælet.
Der er i vide kredse enighed om at man skal sørge for at have et stort kontaktnet, man skal ”netværke”. Ikke fordi man holder af andre mennesker, men fordi man kan bruge netværk i egen interesse. De giver magt og indflydelse og altså muligheder for selvhævdelse og selvudfoldelse. Den ensomme har små eller ingen netværk og dermed dårligere betingelser.
Samfundsstrukturen fremmer ensomheden. Selv de svageste – de sindssyge og dem med plejebehov – skubbes endnu længere ud i ensomhed gennem distriktspsykiatri og plejehjemsnedlæggelser. Og tag informations­teknologien: Mere og mere foregår elektronisk, personlige møder er sjældent nødvendige i praksis, flere og flere tilbringer mere og mere tid foran fjernsynet med zapperen i hånden eller ved computeren med spil og internet (e-mail udgør måske en positiv undtagelse der synes at fremme kommunikationen).
Nutidsmennesket er følelsesforvirret, rodløst og identitetssvagt. Hvor hører man hjemme, hvad afspejler identiteten? Nogle taler om deres ting og deres sted, deres kære ejendele og deres hjem. Herregud! Hvad ejer man egentlig som man ville være virkelig ked af at miste, hvad føler man sig stærkt knyttet til (se bort fra pengene og den aktuelle kæreste)? Fjernsynet? “Dødens detektiver”? Lædersofaen? Katten? Computeren? Stereoanlægget? Forældes, skiftes ud. Forandring fryder og mennesker dør.
Nogle vil måske hævde at vi ikke kan gøre noget ved ensomheden da intet hindrer folk i at være mere sammen. Ensomhedens svøbe er der ikke desto mindre, og den er uønsket, altså eksisterer der ensomhedsskabende forhold. Sådanne barrierer må bearbejdes og om muligt fjernes med det formål at eliminere den smertefulde og i vor tid aldeles overflødige, lidelsesskabende og livsødelæggende ensom­hedsfølelse. Men måske viser den sig at være så dybt forankret at man må ty til brug af egnede kemiske hjælpemidler. Her ligger der et oplagt nyt område for medi­cinal­industrien, antiensomhedsfølelsespiller til et stort og voksende marked. Eller teflon splejset ind i generne så alt preller af, eller hvad ved jeg?
Når jeg skriver dette, er det blandt andet fordi mange mennesker opfatter ensomheden som en følge af fejl hos dem selv, og de nærer skyldfølelser, hvilket forstærker smerten. Men der er altså tale om et biologisk fænomen, en udbredt egenskab der må betragtes som et af menneskets grundvilkår på linje med sult, vejrtrækning, vandlad­ning, afføring og sex, jævnfør ”Every man is an island” (Hemingway) og ”Hundrede års ensomhed” (Gabriel Garcia Marquez). Det er et af de onder vi alle må bære i en eller anden grad og alligevel få det bedste ud af livet.

De daglige gøremål, følelser af forskellig art, smerte og sorg, bekymringer og angst stjæler opmærksomheden og tvinger os til at beskæftige os med detaljer som har betydning for livet her og nu, men som får os til at miste overblikket og glemme den virkelige situation: At vi for en kort stund er ufrivillige passagerer på en lille kugle som slynges gennem universet, og som ophører med at eksistere efter en tid.

Hvad er det der virkelig betyder noget for os mennesker? Et godt liv, naturligvis. Det første vi siger til hinanden når vi mødes, er noget i retning af ”hvordan har du det?” Og når vi skilles ”ha’ det godt!” De meget heldige får et godt liv, de mindre heldige får et dårligt. Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for så godt et liv som muligt, for os selv og andre. Alligevel forskes der stort set ikke på seriøst niveau i ”det gode liv”, i hvordan så mange som muligt kan få det så godt som muligt. Vi bruger enorme summer på forskning i astronomi og universets opståen, i våbensystemer og elektroniske dimser, men ikke på livets indhold her og nu. Vi skaber tekniske revolutioner og håber at de gavner mennesket. Vi undersøger livsstilsfaktorer, mad og medicin med henblik på forlængelse af livet, men hvad er det værd hvis ikke livet er godt? Det allervigtigste, det der virkelig betyder noget, det der er mange ord for, som “livskvalitet”, “glæde”, “livsindhold” og “lykke”, det gør stater i almindelighed ikke noget målrettet ved. Hvordan er vore behov, og hvordan kan de mest formålstjenligt dækkes? På det område burde der for alvor gøres en forskningsmæssig indsats.

Jeg foreslår derfor oprettelse af livskvalitetsfakulteter som skal forske i hvad der giver mennesket optimale livsbetingelser. Det er ikke tilstrækkeligt at lade stå til og overlade samfundets udformning til økonomisk drift, tilfældige politikere og tilfældige ideologier. Kun seriøs forskning giver mulighed for løsning af verdens, af menneskets problemer.
Man kunne begynde med at fjerne skinnet af videnskabelighed fra religion og bringe statslig blåstempling af irrationalitet og bestemte trosretninger til ophør. Man kunne nedlægge kirkeministeriet og overfør ressourcerne til livskvalitetsforskning, nedlægge statslige præsteuddannelser og statskirker og i stedet bruge de offentlige ressourcer på noget der kommer alle til gode, det mest tiltrængte og alligevel negligerede: rationel livskvalitetsudvikling

Vort eneste livsindhold og formål er det vi selv er i stand til at skabe på de eksisterende betingelser, under hensyn til og i samarbejde med andre. Det kan være smerteligt at erkende, men sådan er det. Der er kun én udvej: at være sig sine muligheder og sit ansvar bevidst. Ansvaret for sig selv og for den øvrige verden. Så flest muligt får så godt et liv som muligt. Miraklernes tid er ikke forbi. Vi lever i den. Miraklerne skaber vi selv.

Svend Lings